23948sdkhjf

Tøjbrand dropper "bæredygtighed": - Det giver ingen mening

Ifølge stifterne af tøjmærket Lynæs er begrebet "bæredygtig" brugt så meget af firmaer, der ikke er bæredygtige, at det ikke længere giver mening at bruge det.

Hos det danske tøjmærke LYNÆS er man træt af brugen af begrebet "bæredygtighed". Faktisk så træt af det, at de nu helt stopper med at kommunikere det ud.

Det på trods af, at Lynæs på nærmest alle punkter lever op til lige netop dét, man som regel definerer ved bæredygtighed:

Deres tøj er produceret i Danmark og er lavet af økologisk bomuld og GOTS(The Global Organic Textile Standard)-certificeret uld, mens det polyester, der bruges, er genbrugt.

Men alligevel vil de ikke fremover brande sig selv som bæredygtige, og det skyldes, at de mener, at begrebet er svært at definere og dermed svært at bruge ordentligt.

- Hvad er bæredygtighed? Og hvad er bæredygtigt? Så længe ingen kan svare klart på det, giver det ingen mening at påklistre begrebet på noget. Og slet ikke tøjproduktion, der per definition sviner forfærdeligt meget i form af spild, energiforbrug, overproduktion og transport, lyder det fra medejer af Lynæs, Christian Taasti.

For megen greenwashing

De mener ligeledes, at der i en tid med meget fokus på lige netop klimaforandringer og bæredygtighed er sket en del greenwashing, der helt grundlæggende har udvandet begrebet "bæredygtighed".

- For nylig så jeg en webshop, der kaldte sig bæredygtig, fordi deres emballage var lavet af genbrugspap. Og når en organisation som Bæredygtigt Landbrug beskriver, at de kæmper 'mod miljømafiaen', og at det er en stor sejr at hæve udledningen af kvælstof i landbruget, er begrebet definitivt udvandet, siger den anden medejer, Kristian Westfall.

At de fremover ikke vil bruge ordet "bæredygtighed" i deres branding betyder også, at de på de indre linjer må lave om, fordi de hidtil har kommunikeret netop det budskab ud.

- Vi har en del varer, hvor der står ´Made with sustainability in mind' i nakken, og selvom det jo er rigtigt nok, ryger det ud som en del af indsatsen. Der skal nye labels i sweatre og t-shirts, der produceres fremover. Forhåbentlig får det nogle forbrugere til at tage endnu mere kritisk stilling til tøjproduktion og klimabelastning, og måske spørge mere til, hvordan vi og andre konkret mindsker klimabelastningen fra tøjproduktion, siger Kristian Westfall.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.183