Coop-kæde skifter navn: Folk misforstod koncept
Coops seneste skud på stammen, Coop365, har siden sensommeren 2020 bredt sig rundt omkring i landet. Det har resulteret i i alt 70 butikker, og de regner med at runde 190 af slagsen inden 2022 er omme.
Men ikke alt fortsætter, som det har gjort det seneste halvandet år. For fra begyndelsen af i år har kæden skiftet navn fra Coop365 til Coop 365discount.
Og forklaringen herpå er relativt simpel.
- Folk misforstod det. Vores evalueringer med fokusgrupper viste, at mange havde et indtryk af, at det var et større supermarked. Så tilføjelsen af 'discount' er for at markere, at det er en discountbutik, der ikke har 8000 varer i sortiment som eksempelvis Kvickly. Det står mere klart nu, siger Thomas Nielsen, der er kædedirektør i Coop 365discount.
Men næste udfordring kan måske være, at Coop 365discount ikke ligefrem er noget mundret navn. Der er det lettere at sige, at man lige svinger forbi Brugsen efter en liter mælk, end at man lige svinger forbi Coop-trehundredefemogtres-discount efter en liter mælk. Og det anerkender Thomas Nielsen også.
- Det er klart, at hvis man skal sige det hele hver gang, så bliver det for langt. Så når vi annoncerer i radio, på tv og på sociale medier, så kommer det i daglig tale til at hedde '365'. Det er ligesom med SuperBrugsen, der også bliver kaldt Brugsen. Så vi kommer til at kommunikere '365' ud.
Næste spørgsmål er så, om det kan blive et problem, at kæden nu skifter navn, efter kunderne allerede har vænnet sig til det gamle. Det bekymrer dog ikke Thomas Nielsen.
- Det er jeg slet ikke nervøs for. Vi begyndte allerede at skifte skilte og facader i løbet af december, og vi har ikke oplevet en eneste reaktion på det. Så det er mere os, der går i detaljer, der lægger mærke til det, og ikke så meget den jævne kunde. Så det ville undre mig, hvis det skulle betyde noget, siger han.
Thomas Nielsen fortæller, at arbejdet med at udskifte skilte til det nye Coop 365discount-logo på de eksisterende butikker forventes færdiggjort inden udgangen af uge 2.