Coop sælger butikker til rige amerikanere
Fremover kommer Coop til at være lejer i stedet for ejer af 11 af deres butikker.
Den amerikanske ejendomsfond W.P. Carey har opkøbt de 11 butikker, men de lejer dem straks tilbage til Coop i en sale-leaseback-aftale.
Det drejer sig mere specifikt om 10 Coop365-butikker og en Kvickly.
Salget glæder Flemming Møller Hansen, ejendomsdirektør i Coop Ejendomme.
- Vi er glade for at have fået en langsigtet partner i W. P. Carey, der tror på vores tilgang til fremtidens europæiske detailhandel og vores nye discountbutikskæde, Coop365. Sale-leaseback-aftalen er en naturlig måde for os at tilpasse en del af vores portefølje, så vi kan fortsætte vores ekspansion på tværs af Danmark med flere nye ejendomme til de discountbutikker, vi har i vores fremtidige pipeline, siger han.
Han uddyber til RetailNews, at det er den gængse måde at gøre tingene på hos Coop.
- Det er helt naturligt for os at rotere i porteføljen, når noget er færdigudviklet, siger han.
Her er der tale om flere af de nye Coop365-butikker, som er blevet åbnet de seneste år.
Han peger samtidigt på, at de nu ser frem mod de kommende Coop365-åbninger med samme fremgangsmåde. Altså vil de her tilføje ejendomme til deres portefølje, for senere at sælge dem, når de er 'færdige'.
Selvom det normalvis kun er enkelte ejendomme, de sælger fra ad gangen, så har de valgt at sælge flere fra denne gang.
- I øjeblikket står markedet godt, så derfor valgte vi at sælge flere på en gang, siger Flemming Møller Hansen.
Ejendomsdirektøren oplyser desuden, at de med Fakta og Coop365 primært har lejemål.
- Vi har i en årrække købt ejendomme ind og ejendomsudviklet dem og solgt videre med den ene hånd, mens vi har købt nye butikker ind med den anden hånd. Så det er en helt naturlig rotation, siger han.
De 11 butikker er som udgangspunkt lejet for 15 år.