23948sdkhjf

Laveste tal i 10 år: Færre og færre butikslokaler står tomme

På trods af en coronapandemi, der - igen - er ved at blusse op og en mangeårig vækst i onlinehandel, så er der god gang i økonomien, og det kommer også til udtryk, når man ser på udbuddet af butikslokaler.

I en ny opgørelse fra Ejendomstorvet.dk, der er en portal for erhvervslokaler, står det klart, at udbuddet af lokaler til butikker og spisesteder i fjerde kvartal i år er på det laveste punkt siden 2011.

- Lige efter den første nedlukning i marts 2020 bremsede økonomien op, og andelen af udbudte butikslokaler steg. Men siden er udbuddet faldet hele fem kvartaler i træk. Vi skal 10 år tilbage for at finde en lavere andel udbudte kvadratmeter til forretninger og spisesteder. Det seneste år er udbuddet faldet med 118.500 kvadratmeter, og alene gennem det seneste kvartal faldt udbuddet med 34.400 kvadratmeter, siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.

Selvom coronapandemien og de dertilhørende nedlukninger ellers kunne pege på, at det er sværere at drive butik eller spisested, så kan pandemien også have været med til at sætte skub i efterspørgslen på lokalerne, fordi færre har brugt penge på at rejse, og de derfor gerne vil bruge penge her til lands.

Den teori har Frank Heskjær, der er detailchef his mæglervirksomheden EDC Erhverv Poul Erik Bech.

- Vi har længe set, at danskerne har opsamlet et stort behov for at spise ude og købe ind – blandt andet fordi det har været svært at rejse ud. Derfor har vi kun set meget få lukninger, og vi oplever en ny bølge i detailhandlen med for eksempel mikrobagerier samt økologiske og bæredygtige koncepter. Der er masser af nye ideer, og lige nu er det sæson for de mange pop-up-butikker op til jul, siger Frank Heskjær.

Den generelle økonomiske vækst er selvsagt også en stor faktor, mener man hos den landsdækkende erhvervsmægler Nordicals.

- Privatforbruget udvikler sig gunstigt, stimuleret af rekordhøj beskæftigelse. Nethandlen giver også aktivitet, fordi mange af pakkerne bliver håndteret af for eksempel små købmænd og andre butikker, siger analysechef Stig Plon Kjeldsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11