Lilleput klarer skærene i patentsag
Tilbage i marts dumpede der et brev ind hos den lille tøjmand Høyrup i nordjyske Østervra. Brevet var fra den ligeledes nordjyske webshop Teeshoppen, og i brevet krævede Teeshoppen, at Høyrup stoppede med at markedsføre deres såkaldte Performance Pants.
Det var Karsten Høyrup, manden bag Høyrup, ikke synderligt tilfreds med, især i lyset af, at Teeshoppen kort forinden havde fået et afslag på patent på termen Performance Pants.
Og nu ser det ud til, at Karsten Høyrup ikke skal bekymre sig længere. For Teeshoppen havde indtil midten af november til at dokumentere deres ret til patentet hos Patent - og Varemærkestyrelsen. Men det har de ikke gjort, så dermed er sagen lukket.
Karsten Høyrup og hans advokat anser sagen for lukket, da de ikke tror, Teeshoppen vil gøre mere ud af det.
- Når man peger - meget hårdt og kontant - fingre af mig, en lille erhvervsdrivende, og så hører jeg ikke mere, lige så snart jeg får hjælp af advokatfirmaet Haugaard/Braad, det får mig til at tro, at Teeshoppen godt ved, at de har en skidt sag, siger Karsten Høyrup til Nordjyske.
Avisen har ikke kunnet få en kommentar fra Teeshoppen-ejer Benjamin Philip, da han ikke har vendt afgørelsen med sin advokat.