23948sdkhjf

Black Friday sætter logistikken under pres: Sådan klares belastningen

Black Friday - årets største shoppedag - har bredt sig ud, og går nu en lang række steder under navnet Black Week, så selvom det måske er slut med at sidde oppe hele natten online, eller ligge i kø foran butikkerne, så shopper danskerne ikke mindre. 

Ifølge tal fra betalings- og kortudbyderen Nets, så havde de 100 største danske webshops sidste år en stigning på 20 procent i forhold til året før. Det betyder også, at der bliver godt og grundigt travlt hos dem, der skal håndtere den voldsomme mængde pakker fra ehandlen. 

Hos aarhusianske Beumer Group, der er leverandør af logistikløsninger, overvåger man over 50 millioner Black Friday-pakker for kunder i hele verden. På kundelisten er blandt andet PostNord, DAO, DHL og FedEx. 

Sidste år kunne Stephan Heessels, divisionsdirektør i Beumer Group, se PostNords pakkemængde vokse med 38 procent i forhold til året før.

- Vi køber flere og flere pakker, der skal sorteres og transporteres. Det er en strukturel trend, og set over hele 2021 ser pakkemængden i Danmark stadig ud til at stige med en tocifret procentsats, selvom Black Week måske ikke bliver helt så vild i år, forklarer Stephan Heessels.

Kan ende med millionregning

Beumer Group har specialiseret sig i at udvikle og levere mange af de sorterings- og logistikløsninger, der bliver anvendt hos pakkedistributører til sortering af pakker købt online, og håndterer over halvdelen af alle pakker, der bliver sendt til danskerne under forbrugsfesten.

Ifølge Stephan Heessels er det en fordel for distributører og logistiksystemerne, at Black Friday de seneste år - blandt andet også på grund af corona - er blevet til Black Week.

- Det er afgørende for vores kunder, at deres systemer kan klare presset, fordi det vil have uoverskuelige konsekvenser, hvis sorteringen går i stå. Hos distributører kan det ende i en kæmpe millionregning, hvis for eksempel sorteringsanlæggene har svært ved at klare belastningen. Generelt stiller vores kunder større og større krav til, at løsningen beviseligt kan klare spidsbelastninger, forklarer Stephan Heessels. 

Udskriver konkurrence for at få hentet pakker

Hos Bring mærker man naturligvis også kraftigt til danskernes stigende lyst til at shoppe online under Black Week, og her håndterede man sidste år et rekordstort antal pakker op mod jul.

For at håndtere de mange pakker, har Bring gjort en række tiltag - og udskrevet en daglig konkurrence.

- I julen bliver der leveret utroligt mange pakker. Hvis pakkerne får lov af ligge på udleveringsstederne i flere dage, bliver det svært at få plads til nye pakker – og alle vil gerne have deres pakker så hurtigt som muligt. For at mindske byrden på alle vores pakkeshops udskriver vi en konkurrence, hvor der kåres én vinder hver dag. Konkurrencen løber frem til juleaften, fortæller Matilda Adelborg, pressechef i Bring.

Derudover har Bring øget antallet af udleveringssteder med 39 lokationer til 1093, samt optimeret på en møde, der gør den gennemsnitlige afstand kortere. 

Foto:Kimm Såtvedt / Bring

Optimeringen af netværket betyder, at over halvdelen af de danske husstande har mindre end 1 kilometer til nærmeste udleveringssted. Når du sporer din pakke, kan du også se, hvornår der er flest, der henter deres pakke i pakkeshoppen.

- Hvis det er muligt, vil vi opfordre så mange som muligt til at hente deres pakke uden for myldretiden. På den måde undgår man smittespredning - og man sparer også tid, fordi man ikke skal stå i kø og vente, siger Matilda Adelborg.

Skal sikre fuldt optimeret system

For bedst muligt at håndtere spidsbelastningen hos kunderne omkring eksempelvis Black Week arbejder Beumer Group allerede i anlægsfasen af en ny logistikløsning eller en opgradering af en eksisterende løsning med såkaldte digitale tvillinger, der er en simulation af en kundes logistiksystem i den virtuelle verden.

Ved hjælp af den digitale simulation kan Beumer Group i samarbejde med kunden bedst muligt sikre, at systemet er fuldt optimeret, inden det bliver taget i brug.   

- Det vil jo være bedst at kunne sætte et helt anlæg op og derefter teste det, men meget kan gøres forud for at sikre den ønskede kapacitet og driftssikkerhed. Derfor er det en markant forbedring, at vi de seneste cirka fem år for alvor har kunnet afprøve kapaciteter og andre udfordringer i et virtuelt setup. Det er dog en vigtig pointe, at anbefalede justeringer i dag ikke sker automatisk. Der skal stadig en menneskehånd ind over, men på sigt bliver det sandsynligvis muligt, at nødvendige justeringer også bliver klaret automatisk ved hjælp af big data, siger Stephan Heessels.

Black Friday løber af stablen i dag, 26. november og efterfølges af såkaldte Cyber Monday på mandag - endnu en stor online-shoppedag. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094