23948sdkhjf

Dansk Detail: Kæder kan få gavn af mindre butikker i byerne

Det er ikke noget nyt fænomen. Elgiganten har gjort det. Power har gjort det. Jysk har gjort det. 

Og efterhånden en del store kæder. 

Der er tale om city-butikker, som er et format, der hovedsageligt bruges af store kæder, der ændrer lidt på konceptet, så de kan være inde i byerne. 

For førnævnte kæder ligger typisk i retail parks eller aflastningscentre af den simple årsag, at det er der, der er plads til dem. 

Men når man ændrer lidt på varesortimentet, kan man være til stede i byerne. Og det er noget, som Nikolai Klausen, direktør i Dansk Detail og WEAR, tror, bliver mere udbredte i fremtiden. 

Kan være vejen frem for store kæder

- Jeg tror, det kan være vejen frem for de store kæder, der normalt ligger lidt udenfor byerne. Det giver en mulighed for at være til stede i midtbyerne, selvom man ikke kan have det fulde sortiment, siger Nikolai Klausen. 

Han forklarer, at det nærmest er alle typer af store butikker, som på den ene eller den anden måde kan skalere deres sortiment anderledes, således at det kan passe i en mindre butik. For selvom kunderne ikke kan tilgå alle varer, så kan de alligevel få rådgivning fra personalet og bestille varen online. 

På den måde kan butikkerne også til en vis grad fungere som showrooms. 

- Det er klart, at der er nogle ting, der ikke vil være på lager i de her butikker, men der kan godt være en del ting, som man kan mangle, hvis man bor i byen, men som ikke fås i et supermarked. 

Han bruger en butik som Silvan som eksempel. De åbnede tidligere på året deres første city-butik på Kultorvet i København. 

- Måske kan man købe et armatur eller en ny pakning, men hvis man skal have de større ting, kan man bestille det online. 

Less is more 

Nikolai Klausen ser umiddelbart, at det kan være en god måde at drive forretning på i fremtiden. Både for kæderne selv, men han ser det også som noget, man kan komme til at se udbrede sig generelt i byerne. 

- I byerne bor mange, der ikke har bil, så de kan ikke lige så let komme ud til udkanten af byerne, så for dem giver det god mening. Så der er mange potentielle kunder. 

Man kunne måske også foranlediges til at tænke, at det kan være en udfordring for de store kæder, at de giver køb på deres koncept i den forstand, at kunderne ikke kan være sikre på, hvad de går ind til, hvis de ser en Jysk, Silvan eller Ikea. 

Men den bekymring har Nikolai Klausen ikke. 

- Jeg tror, det er en ubegrundet frygt, og man skal passe på med at undervurdere forbrugerne. De forstår godt, at hvis de går ind i en mindre filial, så er der ikke det samme udvalg som i en meget større butik. 

Han henviser til, at disse butikker i nogle byer kan erstatte mindre forretninger, der førhen har ligget i gågaderne, men som ikke længere har kunnet løbe rundt. 

- En mindre tømmerhandel eller farvehandler havde jo heller ikke kæmpe udvalg. Og en større kæde skal passe på at forsøge sig med alt muligt inde i byen, de skal forsøge at samle det rigtige sortiment, der ikke er for stort. Less is more, siger Nikolai Klausen. 

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109