23948sdkhjf

Salling Group-chef nomineret til årets leder

For tyvende gang uddeler Lederne prisen som Årets Leder og kan nu afsløre dette års nominerede, der alle er kendetegnet ved at have leveret ekstraordinære resultater – inden for vidt forskellige områder og på hver deres måde.

De fire nominerede udmærker sig ved en meget personlig ledelsesstil og har alle evnet at gå forrest, også når det handler om bæredygtighed og diversitet. 

Salling Groups topchef, Per Bank er nomineret til prisen sammen med Gitte Aabo, CEO i GN Hearing, Helle Østergaard Kristiansen, CEO i Danske Commodities og Kasper Hjulmand, landstræner for herrelandsholdet i fodbold

- Jeg synes virkelig, det er et fornemt felt. Det er fire særdeles dygtige og inspirerende ledere, som er meget forskellige, men på hver deres måde har leveret flotte resultater. De har ikke bare gjort en stor positiv forskel i deres egne organisationer, men sat et bredere positivt aftryk i samfundet, siger Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Ledernes Hovedorganisation, i en pressemeddelelse.

Kaster bolden over til Hjulmand

Per Bank nomineres for at være "en synlig topchef, der med et nej tak til hjælpepakker, en hjælpende hånd til underleverandørerne og løbende forsyning af alt fra leverpostej til toiletpapir viste sit sande ansigt, da corona-krisen lammede Danmark".

Hovedpersonen selv er stolt over nomineringen, men vil ikke lægge alt for meget i den.

- Jeg er primært optaget af, om det går forretningen og mine kolleger godt. Personlige priser eller hædersbeviser er i den sammenhæng ikke så vigtige, men selvfølgelig er det et skulderklap at blive anerkendt af fagfæller og andre ledere, hvilket naturligvis er motiverende. Men de, der fortjener anerkendelse, er vores 55.000 medarbejdere. Uden dem var der ingen nominering.

På LinkedIn kommenterer Per Bank også selv nomineringen, hvor han også afslører, at han synes det skal være fodboldtræner Kasper Hjulmand, der løber med prisen.

Vinderen kåres den 25. november på Ledelsens Dag.

Tidligere vindere af prisen som Årets Leder

2020: CEO Lars Fruergaard Jørgensen, Novo Nordisk
2019: CEO Mads Nipper, Grundfos
2018: Direktør Lasse Rich Henningsen, Musikkens Hus
2017: CEO Niels Buus, GomSpace
2016: Direktør Marianne Benzon Nielsen, Børnecancerfonden
2015: Administrerende direktør Dorthe Crüger, Sygehus Lillebælt
2014: Lakridsinnovatør Johan Bülow, Lakrids by Johan Bülow
2013: Administrerende direktør Niels Duedahl, energi- og teleskabet SE
2012: Koncernchef Carsten Bjerg, Grundfos
2011: Skoleleder Lise Egholm, Rådmandsgades Skole
2010: CEO Christian Clausen, Nordea
2009: Oberst Kim Kristensen, Forsvaret
2008: Koncernchef Ditlev Engel, Vestas Wind Systems
2007: Koncernchef Nils Smedegaard Andersen, A.P. Møller-Mærsk
2006: Aministrerende direktør Jørgen Vig Knudstorp, Lego
2005: Koncernchef Henning Dyremose, TDC
2004: Direktør Jørgen Mads Clausen, Danfoss
2003: Direktør Alfred Josefsen, Irma
2002: Nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen

Kilde: Lederne

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11