Ambitiøs krea-kæde fortsætter succesen med ny omsætningsrekord
Det går den rette vej for den danske familieejede kæde Stoff & Stil. Tidligere på året kunne de til RetailNews fortælle om deres store internationale vækstplaner med dertilhørende navneskift samt deres planer om at fordoble forretningen.
Fordoblet er forretningen ikke blevet, men ikke desto mindre har Stoff og Stil, der altså er på vej til at skifte navn til Selfmade, haft et godt år.
I det seneste regnskab, der blev lukket 31. maj i år, omsatte Stoff & Stil Holding for 415,1 mio. kr. mod 400,6 mio. kr. året før.
- Årets omsætning og omkostningsniveau har været væsentligt påvirket af COVID-19-udbruddet. Regnskabsåret startede ud med rigtig god vækst i salget, hvilket både tilskrives egne igangsatte initiativer og generel øget efterspørgsel efter DIY-produkter. Dertil har der været fokus på at vækste onlinesalget og udvide kapaciteten til at understøtte det stigende onlinesalg, lyder det fra virksomheden i ledelsesberetningen.
De går derimod ikke frem på bundlinjen, idet årets resultat ligger på 12,6 mio. kr., hvor det i fjor var 16,9 mio. kr.
Den tilbagegang er der dog en god forklaring på. Med den internationale satsning har der været udgifter forbundet med nyåbninger, navneskift og et nyt IT-system til hele kæden.
- Der er i året investeret i udvikling af ny online platform samt køb af webdomæne til at understøtte transformation fra Stof & Stil til Selfmade. Derudover er der påbegyndt udrulning af Selfmades nye visuelle identitet i butikkerne, hvilket der for alvor sættes tryk på i næste regnskabsår.
- Resultat for året skal endvidere ses i lyset af de organisationsændringer og tilpasninger i omkostningsstrukturen, der blev implementeret allerede under første bølge af covid-19-udbruddet i Danmark i vinteren/foråret 2020. På baggrund af den turbulens som covid-19 har medført i regnskabsåret, vurderes den realiserede omsætning og det realiserede resultat samlet set for tilfredsstillende, lyder det videre i ledelsesberetningen.
mio. kr. | 2020/2021 | 2019/2020 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 415,1 | 400,6 |
Resultat af primær drift | 1,7 | 23,6 |
Årets resultat | 12,6 | 16,9 |
Egenkapital | 161,1 | 141,3 |
Antal ansatte | 410 | 391 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. maj 2021. |