23948sdkhjf

Fremgang og udvidelser hos Billigblomst - men udlandet venter de med

Hos Billigblomst er der fart over feltet, hvor de siden første havecenter åbnede i 2011 i Tilst nu er kommet op på seks centre, mens et i Herning og et i Hillerød er på vej. 

Det vidner selvsagt om, at det går godt i foretagendet. 

Men for en kæde som Billigblomst hænger det også sammen med, at en stor del af sortimentet ikke kun er klassiske havecenter-varer. 

Sælger lidt af hvert 

For i Billigblomst kan du få lidt af hvert. Blandt andet er salget af julepynt blevet så stort et tilløbsstykke, at de i flere af centrene allerede begynder på salget i august. 

Ifølge indehaver Brian Reenberg er der dog en god forklaring på, hvorfor de må gøre sig i mange andre forretningsområder end blot blomster og planter. 

- Vi satte os ned og kiggede på, hvor vi lavede overskud. Og selvom plantecentret kørte godt, så var det måske kun seks måneder af året. Så blandt andet julepynten begyndte vi at sælge af nød, fordi vi også skulle tjene penge resten af året, siger han. 

Og det er gået godt, for i dag er oktober næsten lige så stor for Billigblomst som april. 

- Hvis du fortalte en inkarneret planteskolemand det, så ville han sige, at du er fuld af løgn, siger Brian Reenberg. 

Chefer er medejere 

Det er dog op til cheferne i de enkelte butikker at vurdere, hvor meget de vil bestille hjem af de bestemte varer. 

De skal føre et bestemt sortiment, blandt andet for at man kan lave fælles markedsføring for hele kæden, men det er i de enkelte plantecentre, at det bliver bestemt, hvor meget man vil have. 

Det er en medbestemmelse, som Brian Reenberg tror på er god for forretningen. 

For i Billigblomst er konceptet således, at cheferne i de enkelte butikker også er medejere. 

- Det er vi nødt til. For vi skal have nogle, der bliver, til den sidste blomst er vandet. Nogle der er dedikerede, siger han. 

Med den måde Billigblomst er skruet sammen på, ligger omsætningen og resultaterne også hos de enkelte afdelinger, og på den måde kan det være svært at danne sig noget samlet overblik over, hvor meget Billigblomst tjener.

Men Brian Reenberg fortæller til RetailNews, at han regner med en samlet omsætning i dette regnskabsår på “en lille halv milliard”, mens de med “et forsigtigt estimat kommer ud af regnskabet med 30 mio. kr. på bundlinjen”. 

Vil til udlandet - på sigt 

Som nævnt er der to nye centre på vej. Hidtil har de haft fem i Jylland og et på Sjælland. De håber også på sigt at kunne åbne flere. Først vil de erobre resten af Jylland, og så kommer turen til Sjælland. 

Først derefter kigger de mod udlandet. Og her ved Brian Reenberg også, hvor de skal søge hen.

- De fleste tænker Sverige, Sverige, Sverige, når man snakker om at komme til udlandet. Men de er meget traditionsbundne. Hvis de har handlet et sted i 30 år, så bliver de ved med det. Så vi kigger mere mod England, Tyskland og Holland.

- Englænderne er de forbrugere i verden, der bruger flest penge på have, og hollænderne er meget prisfikserede, siger Brian Reenberg, der dog understreger, at udlandseventyret altså må vente lidt, indtil de er blevet fuldt ud etablerede i hele Danmark. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094