Power: - Det bliver en anderledes Black Friday
Hos Power har de også lagt mærke til, at det er blevet svært at få varer. Faktisk i høj grad. For forsyningskæderne er som bekendt under pres med både havnenedlukninger, fabrikslukninger og høje containerpriser.
Det er selvsagt ikke noget der rimer godt på en virksomhed, der sælger elektronik og får mange varer fra den anden side af jorden.
Derfor er det heller ikke verdens letteste tid for Power, når de går hen mod Black Friday og især julehandlen, fortæller adm. direktør Jesper Boysen til RetailNews
Stor efterspørgsel - få varer
Han forklarer, at et problem – som i virkeligheden ikke er et problem – er, at efterspørgslen fortsat er tårnhøj. De havde forventet, at den ville dykke en smule efter corona, fordi folk nu igen kunne bruge store penge på rejser og cafébesøg frem for fladskærme og højttalere.
- Men den efterspørgsel er der ikke varer til, siger Jesper Boysen.
Det er blandt andet grundet den mangel på komponenter, som mange elektronikproducenter og dermed også -forhandlere oplever.
Men det er også fordi mange varer tager længere tid om at komme frem.
- Lige pludselig kan en havn eller en fabrik lukke på grund af corona, og så bliver det hele forsinket. Eller et skib kan sætte sig på tværs af en kanal. Og alt det her logistik er optimeret som et schweizisk urværk, så det skrider, når noget kommer i vejen.
Kan gå ud over sortiment
Og spørgsmålet er så, hvad det kan betyde for kunderne, at det ikke altid er lige til at få varer fragtet til Danmark?
Først og fremmest forklarer Jesper Boysen, at det kan betyde nogle ændringer i sortimentet. For eksempel vil der være nogle varer, som simpelthen vil blive nedprioriteret fra producenternes varer. For når de ikke har en tilstrækkelig mængde komponenter, er den umiddelbare løsning at bruge de sparsomme ressourcer på de varer, der er flere penge i.
Og det er de dyrere varer.
- Så det kan betyde, at der kort sagt kommer til at være færre af de “almindelige” varer, siger Jesper Boysen, der dog understreger, at tiden lige nu er så uforudsigelig, at det er meget svært at spå om, hvad der vil ske. For pludseligt kan de få en melding om, at en container kommer om få dage, forklarer han.
Noget andet, man kunne forestille, er, at priserne skulle få et nøk opad. Men det behøver kunderne ikke bekymre sig om, mener Jesper Boysen. Der kan selvsagt være dyrere varer af den simple årsag, at de billige ikke er på hylderne. Men der kommer som udgangspunkt ikke prisstigninger på enkelte varer.
- Der er forskel på om en vare stiger i pris fra leverandøren eller til kunden. Vi har prisgaranti, så vi regner ikke med at skulle hæve priserne, forklarer Jesper Boysen.
Black Friday klar i sidste øjeblik
Men ser man frem mod i første omgang Black Friday, så er det en noget anderledes tilgang end de foregående år.
- Vi plejer jo at være færdige med vores Black Friday på dette tidspunkt. Men i år bliver den planlagt helt op til dagen, for at vi kan være sikre på, hvilke varer vi har. Så det bliver en noget anderledes Black Friday, siger Jesper Boysen.
Han forklarer, at de har taget andre metoder end sædvanligt i brug for at sikre varelageret.
- Vi kigger ud i Europa og ser om vi kan finde varer ad andre kanaler, end vi plejer. Der har vi været heldige med nogle varepartier, men de muligheder begynder også at lukke sig, så der kan opstå nogle flaskehalsproblemer. Så jeg er lidt bekymret for Black Friday.
Han kommer derfor med en opfordring.
- Det kan godt lyde som et billigt salgstrick, men jeg vil anbefale – hvis du ved, hvad du skal have – at man allerede nu begynder at købe ind til jul, for varerne kan lige pludseligt være væk, siger Jesper Boysen.