23948sdkhjf

Fra sælger til topchef: Peder Stedals Elgiganten-rejse runder 25 år

Da Peder Stedal satte sig i direktørstolen i Elgiganten i 2012 havde han allerede en idé om, hvor han ville tage fat. 

På det tidspunkt var Elgiganten 16 år gammel og havde store varehuse i de fleste større byer. Men på ét punkt ville han gerne forbedre kæden: kundeservicen og -oplevelsen. 

Det skulle være en god oplevelse at handle i Elgiganten. Priserne skulle selvsagt være i orden – Peder Stedal forklarer, at det er fundamentet for overhovedet at være i branchen - men udover det skulle den gode kundeoplevelse være i centrum. 

Kunden skulle være i fokus, shoppingoplevelsen skulle være god i alle facetter fra overskuelighed, fremkommelighed og priser til sortiment, hjælp og rådgivning fra personalet. 

Det var den første fase i det Elgiganten, hvori Peder Stedal netop havde overtaget rollen som administrerende direktør. 

Og det er netop det Elgiganten, der tidligere på året kunne aflevere regnskab for 2020/2021 med en omsætning på 7,1 milliarder. Rekordomsætning endnu engang. 

For syvende år i træk. 

Fra sælger til topchef

Men før Peder Stedal blev administrerende direktør havde han været på en længere rejse i Elgiganten. En rejse der går helt tilbage til, da han blev ansat som radio- og TV-sælger halvanden måned efter åbningen af det første varehus i Glostrup i 1996. 

Her stod han i bogstavelig forstand på gulvet og hjalp og rådgav kunderne med at finde de helt rette produkter til hjemmet. 

- Der er næsten ikke nogen bedre følelse, end når man har hjulpet en familie med den rette løsning, og man kan mærke, at de er super glade, når de går ud af butikken. 

- De, der har prøvet det, ved, at det er en god følelse, siger Peder Stedal. 

Har den bagage også givet dig en form for erfaring, til da du tiltrådte som direktør og kunne tage nogle mere overordnede beslutninger? 

- 100 procent. Det har den bestemt, siger Peder Stedal. 

Det store fokus på kundeservice betyder også, at de gør meget ud af at kortlægge kundetilfredsheden. 

-Vi bruger meget krudt på at måle kundetilfredsheden i alle vores kanaler, både i alle varehusene, i kundecentret, i forhold til logistikken og online. 

Stor vækst

Fra den i dag 45-årige Peder Stedal trådte sine spæde skridt i radio- og TV-afdelingen til han indtrådte som chef for hele foretagende, nåede han at komme rundt i de fleste afkroge af Elgiganten-kæden. 

Efter et stykke tid blev han afdelingsleder, så blev han varehuschef. Så trådte han et skridt op og blev salgschef, marketingschef og indkøbsdirektør inden han overtog som administrerende direktør. 

Peder Stedal er altså en erfaren mand i Elgiganten-sammenhæng, og han kan til november fejre sit 25-års jubilæum. 

I den tid har udviklingen mildest talt været enorm. 

- Jeg har jo været med, fra vi var den lille udfordrer i markedet, til at vi i dag er suveræn markedsleder. 

Og der er noget om snakken. Ser man på regnskabet for 2000/2001, som var første år hvor regnskabet gik fra maj til april, så lød omsætningen her på 578 mio. kr. Når Elgiganten i regnskabsåret 2020/2021 kunne omsætte for 7,1 mia. kr., er der altså tale om en væsentlig fremgang i løbet af de seneste 20 år. 

Selvom det i mange år har gået fremad, så er der i Peder Stedals tid som administrerende direktør blevet sat yderligere gang i forretningen. Og omsætningen er stort set steget hvert eneste år. 

Allerede fra hans første regnskabsår, 2012/2013, steg omsætningen med knap en milliard. 

I 2013/2014 var der et fald på ca. 100 mio. kr., men alle øvrige år siden 2012 har der været sat ny rekord, og Peder Stedal har dermed for alvor sat sit aftryk på kæden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.169