Designermøbler ind i grænsehandlen
Butikskæden Fleggaard har slået sig på salg af danske designklassikere. Det handler om hele tiden at tænke nyt, mener direktøren.
Mike Simonsen, direktør i Fleggaard, forklarer i et interview med DR Syd, hvorfor butikskæden, der i dag er kendt for dagligvarer og elektronik, har slået sig på salg af designermøbler.
Ifølge Mike Simonsen skal initiativet ses i lyset af et ønske om at differentiere sig og hele tiden at tænke nyt. Designmøblerne har været til salg i kort tid, og har vakt opmærksomhed. Det har dog endnu ikke resulteret i nogen stor omsætning.
- Det er ikke sådan, at folk står i kø efter dem. Det er et dyrt produkt, og det kræver økonomi. Men vi er heller ikke utilfredse med satsningen, siger Mike Simonsen.