23948sdkhjf

Ny indkøbsdirektør i Magasin: Her er hans første opgave

Magasin får fra 15. oktober ny indkøbsdirektør. Valget er faldet på 54-årige Esben Hougaard, der hidtil har været Deputy Buying Director. 

Han har været i Magasin siden 2001 i forskellige stillinger inden for indkøb, så det er en erfaren herre, der nu overtager indkøbsdirektør-embedet efter Margrethe Dal Lehrmann, der har siddet på posten i 12 år. 

Med den nye indkøbsdirektør får Magasin en, der kender arbejdsgangene indefra, idet han i flere år har været en del af management teamet og derfor har arbejdet tæt sammen med ledelsen. 

- Det er velkendte kolleger, men nu rykker vi endnu tættere, siger Esben Hougaard. 

Stor fokus på omnichannel-strategi 

I rollen som Deputy Buying Director har Esben Hougaard primært siddet med ansvaret for damemode, accessories, beauty og bolig. 

Men han har været meget inde over det hele, og derfor bliver det ikke nogen stor omvæltning, at han nu skal gabe over flere kategorier. 

Hans første opgave er dog ret klar.

- Først og fremmest er det ledelsesmæssigt min opgave, at fortsat sikre udvikling af vores indkøbs design- og supply chain-team. Fastholde vores stærke kultur, udvikle vores kategorier i samarbejde med teamet og ikke mindst at eksekvere vores strategiplan.

- Punkt et er omnichannel-strategien. Det vil jeg kaste det meste af min tid på. Vi skal sikre et stærkt samarbejde hele vejen rundt, for i den her omnichannel-rejse er det lige fra vores syv fysiske forretninger til online og marketing, at vi skal være synkroniserede og bundet godt sammen. 

- Så vi skal sikre, at alt vi gør - om det er offline eller online – at vi rammer kunden på samme måde, og det kræver selvfølgelig et stort koordinationssamarbejde på tværs af funktionerne i Magasin, siger Esben Hougaard. 

Kigger på nye områder 

Men i forhold til selve sortimentet, så har Esben Hougaard også nogle områder, han vil fokusere på. 

- Der rør sig mange spændende ting inden for produktområder og forbrugertrends. Vi er jo altid på udkig efter nye produkt- og vækstområder. Senest har vi lanceret møbler på vores hjemmeside. 

Inden længe åbner Magasin Times Up Vintage i Magasin på Kongens Nytorv. De har allerede en forretning i Krystalgade med kuraterede vintage-varer, og nu får de altså en afdeling i Magasin til september. 

- Det ser vi som et vigtigt led i vores strategi om bæredygtig shopping, og de har haft stor succes med det i deres anden butik, så vi glæder os meget til at få dem med ombord, siger Esben Hougaard. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079