23948sdkhjf

Familieejet krea-kæde genopfinder sig selv: Åbner butik i nyt navn

De fleste kender det som Stof & Stil – enkelte husker det måske også som Peters Resthal, selv om det er mange år siden – men fremover skal man kende tekstilkæden som Selfmade.

Navneskiftet og et nyt butikskoncept er de første skridt for Herning-virksomheden til for alvor at erobre udlandet med næste generation bag roret i den 40 år gamle familievirksomhed.

- Vores kreative og dygtige kunder kender os som Stof & Stil, og et navneskifte er en stor beslutning, som jeg håber, vil blive taget godt imod, siger adm. direktør Alexander Lerche, som er søn af stiftere Marianne og Peter Lerche og i dag driver familievirksomheden sammen med sin bror, Michael Lerche.

Indbegrebet af ’selfmade’

Landechef Kirsten Hyldgaard uddyber baggrunden for navneskiftet:

- Hvis du ser på, hvad navnet ’selfmade’ betyder, er vi selfmade. Helt fra starten, da Peter og Marianne Lerche startede virksomheden, var det, fordi de fik en god ide og startede forretningen selv. Vi har selv designet alt – klippeborde, design på stoffet osv. Alle vores kunder er også ’selfmade’, fordi de selv skal hjem at kreere.

- Og så er det fantastisk heldigt, at alle kunder i alle lande kan udtale det, tilføjer hun spøgefuldt.

Den første butik med det nye navn er for nylig åbnet i Kolding, hvor kunderne har taget vældig godt imod det opdaterede koncept. Her er der lagt endnu mere vægt på at inddrage kunderne i gør-det-selv-projekterne.

- At være kreativ handler ikke blot om at designe, konstruere og sy, men om at være nysgerrig og søge inspiration med nye tilgange. og derfor er vores nye butik opbygget med kreative arbejdsstationer og kreative ansatte med store kompetencer i sy, strik, DIY og design, siger Alexander Lerche.

- Vi tilbyder workshops, man kan deltage i, så vi hele tiden har en form for arbejdende værksted. Det er noget, vi kommer til at implementere i alle butikker i kæden, tilføjer Kirsten Hyldgaard.

Gang i onlinesalg under corona

Forventningen er, at den mere helstøbte oplevelse, når man kommer i butikken, smitter af på salget. Det har ellers ikke lidt stor skade af coronakrisen, selv om der i perioder har været tvangslukket, hvilket især har påvirket den tyske del af forretningen.

Til gengæld har de svenske butikker kunnet holde åbent gennem hele 2020.

- Det kan godt være, vi har haft udfordringer med nedlukninger osv., men DIY har haft det rigtig godt under corona, og det har vi haft glæde af. Der har været rigtig stor interesse for vores onlinehandel med stor og meget stigende aktivitet. Samspillet mellem online og fysisk salg har været rigtig godt, fortæller Kirsten Hyldgaard.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143