Coronaprojekter løfter Flüggers salg til over to milliarder
Mange danskere har svinget penslen under coronakrisen og frisket farven op på de falmede vægge i hjemmet. Det har Flügger nydt godt af. Regnskabsåret fra maj 2020 til og med april 2021 har været historisk stærkt.
Det oplyser malerkoncernen i en pressemeddelelse.
I regnskabsåret er Flüggers salg vokset 14 procent fra det foregående år til knap 2,2 milliarder kroner. Samtidig er driftsindtjeningen - også kaldet ebit - vokset knap 175 procent til 228 millioner kroner.
Effektiviseringer, opkøb - og corona
Det har ifølge topchef Sune Schnack været et uforudsigeligt år, der har været ulig noget andet i selskabets historie.
- Vi har leveret solide resultater i alle årets fire kvartaler, godt hjulpet på vej af de mange renoverings- og maleprojekter vores kunder har igangsat under covid-19. Vi har desuden været begunstiget af, at både boligsalg og nybyggeri har ligget på et højt niveau, siger han.
Derudover løftes resultaterne af, at Flügger har været i gang med at effektivisere forretningen. Et opkøb i Polen spiller også ind.
Opjusterer forventninger
Malerkoncernen skruer i samme ombæring gevaldigt op for udsigterne for fremtiden. I regnskabsåret 2023/2024 sigtes nu efter en omsætning på 3,5 milliarder kroner.
Hvis det nås, vil det være omkring 59 procent mere end i det regnskabsår, der lige er afsluttet. Tidligere blev der her sigtet efter en omsætning på 2,5 milliarder kroner.
Den stigning skal komme ved effektiviseringer, en øget digitalisering og vækst i forretningen. Blandt andet via opkøb, for eksempel i Østeuropa.
Udmeldingerne har givet markant medvind på børsen til Flügger-aktien. Umiddelbart inden offentliggørelsen blev aktien handlet til 708 kroner stykket. Ved 12.30-tiden handles den til 754 kroner.
/ritzau/