Kommuner i clinch om store butikker
Var Morsø Kommune for lemfældig og upræcis i sin sagsbehandling, da den planlagde det såkaldte aflastningsområde for detailhandel ved Aabro Fald i det vestlige Nykøbing?
Det får man indtryk af, at Thisted Kommune mener. Som den eneste har nabokommunen sendt et høringssvar til Morsøs Kommuneplantillæg nr. 23 - Aflastningsområde Aabro Fald.
Her stiller Thisted en række spørgsmål til Morsøs forarbejde og lader det skinne igennem, at den samme form for planlægningsarbejde er blevet udført med noget større omhu af Thisted Kommune selv.
Chef rejste fra Mors til Thy
Høringssvaret er udformet af Thisteds plan- og miljøchef, Marianne Davidsen Galsgaard, som i øvrigt tidligere har arbejdet i planafdelingen i Morsø Kommune.
Hun påpeger først, at indpasningen af aflastningsområdet er en væsentlig ændring i Morsø Kommunes kommuneplan og en ændring, der ikke på forhånd er besluttet i en strategi. Det forudsætter efter Planlovens § 23 c, at der forud skal indkaldes til ideer og forslag. Det har Morsø undladt at gøre, konstaterer Thisted.
Desuden undrer det Thisted, at høringsperioden blev begrænset til fire uger og ikke de mindst otte uger, der skal gives ved væsentlige ændringer af kommuneplanens hovedstruktur.
I et svar oplyser Morsø, at Bolig- og Planstyrelsen greb ind og ønskede otte uger, hvorefter Morsø forlængede høringsfristen, men det glemte man at informere nabokommunerne Skive og Thisted om.
Morsø skriver desuden, at man ikke mener, planforslaget har væsentlig betydning for Thisted Kommunes udvikling. Og at man på tidspunktet for planlægningen vurderede, at en udbygning af et eksisterende centerområde med pladskrævende varegrupper ikke krævede foroffentlighedsfase eller lang høringsperiode.
Thisted spurgte, Morsø anslog
I 2017 udarbejdede Thisted en detailhandelsanalyse forud for planlægning af et nyt aflastningsområde. Her gik man ud og spurgte hver enkelt butik om omsætningens størrelse.
I den detailhandelsanalyse, Morsø fik lavet, har man nøjedes med at skønne sig frem til omsætningsniveauet. Og det er et væsentligt lavere tal end Thisteds: 7200 kroner per kvadratmeter butiksareal mod 11.300 kr. i Thisted.
Thisted mener, at Morsø risikerer at udlægge for mange butikskvadratmeter set i forhold til indbyggertal og kunderunderlag. Hvor Thisted har planlagt en udbygningsramme på 37 procent af nuværende butiksareal, opererer Morsø med en fordobling: 104 procent i forhold til nu. En undervurdering af konsekvenserne for detailhandelen i Thisted by og Hurup, mener Thisted Kommune.
Rammen vil blive fyldt ud
Morsø Kommune henviser i sit svar til ICP, Institut for Centerplanlægning, som kommunen har haft til at udarbejde sin detailhandelsanalyse. ICP redegør for, at Aabro Fald i fremtiden forventes at indeholde butikker med særligt pladskrævende varegrupper foruden de udvalgsvarebutikker, aflastningsområdet oprettes til.
Tre områder til de pladskrævende forhandlere vil blive reduceret til det ene på Aabro Fald, hvorved der vil ske en del omflytning af butikker. Det er baggrunden for, at aflastningsområdet udlægges med en ramme på 20.000 kvadratmeter.
Denne forventes ifølge ICP ikke udnyttet på kort sigt, men er et udtryk for en langsigtet planlægning.
Morsø har spurgt Thisted, om kommunen skal betragte Thisteds høringssvar som spørgsmål, der hermed er besvaret, eller reelle indsigelser efter Planloven. Thisted har ikke svaret og har i øvrigt ikke ønsket at kommentere denne artikel.
Stor reklame for Morsø
Morsø Kommunes udvalg for teknik og miljø godkendte kommuneplantillægget og tog svaret fra Thisted og replikken fra Morsø til efterretning. Formand Meiner Nørgaard (DF) siger:
- Thisted har fået svar på sine spørgsmål og har erklæret sig tilfreds med det, og dermed er alt i orden. Den forskel, der er på sagsgangen, opfatter jeg som en meget stor reklame for den tekniske forvaltning på Mors. Det er gjort hurtigt, men det er også gjort grundigt, siger Meiner Nørgaard.