Jubel-regnskab fra T. Hansen: Tredobler overskuddet
T. Hansen Gruppen, der blandt andet står bag 83 Thansen-butikker i Danmark og 31 i Norge, har netop sendt et årsregnskab på gaden, der får stifter og adm. direktør Bent Jensen til at juble.
Der er tale om et overskud før skat på 161 mio. kr., og det er mere end en tredobling i forhold til 2019, hvor overskuddet før skat landede på 50 mio. kr.
Nettoomsætningen rammer lige knap 1,5 mia. kr., hvilket er tilfredsstillende, lyder det fra Bent Jensen.
- Jeg sagde sidste år, da vi fremlagde regnskab, at 2020 ville blive et rekordår. Vores forretningsmodel er blevet justeret, så alle tandhjul i motorrummet nu griber fat i hinanden, hvilket giver vækst og rentabilitet over hele linjen. Den positive rejse fortsætter i 2021, og derfor forventer jeg også, at 2021 vil være et rekordår, siger Bent Jensen.
Vækst i alle markeder
Han fremhæver, at selskabets regnskab for 2020 er baseret på et stærkt fundament, som virksomheden nu er i gang med at skalere yderligere op.
Væksten sker på alle markeder, og de store strategiske opkøb og investeringer, der blev foretaget for omkring fire år siden, bærer nu frugt, lyder det.
- I Norge har vi for alvor fået medvind på cykelstierne med thansen-konceptet, som er blevet trimmet og tilpasset markedet. Alene omsætningsfremgangen fra 2019 til 2020 er på 82 pct., fortæller Bent Jensen og tilføjer:
- Vi fortsætter med at åbne flere butikker i Norge, hvor vi også lige har introduceret vores dæk- og fælgguide på nettet, hvilket betyder, at vores omnichannel-koncept nu er fuldt implementeret i Norge, præcis som det kendes fra Danmark.
Mio. kr. | 2020 | 2019 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 1480,5 | 1304,3 |
Resultat af primær drift | 141,5 | 82,8 |
Resultat før skat | 161,4 | 50,8 |
Årets resultat | 129,8 | 32,7 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020. |