Træt af "tantebestyrelse": T. Hansen sætter drømmehold
Bent Jensen står bag en af landets største successer inden for handel med autotilbehør, men efter 30 år mente ejeren af Thansen alligevel, at der skulle ske noget nyt.
Han har derfor sammensat en ny, professionel bestyrelse, som skal være med til at sikre Thansen-butikkerne og T. Hansen Gruppen fortsat vækst i fremtiden.
- Jeg har haft tantebestyrelse i 30 år, og da vi for nyligt ændrede virksomheden fra ApS til A/S, ville jeg gerne have en professionel bestyrelse, forklarer Bent Jensen, ejerleder af T. Hansen Gruppen.
- Jeg er helt sikker på, at det er det bedste team, man kan forestille sig. Jeg er utrolig glad for, at det har kunnet lykkes at samle det hold, tilføjer han.
Internationale ledelsesfigurer
Ny bestyrelsesformand bliver Claus Juel-Jensen, der blandt andet har en karriere som adm. direktør for Netto International bag sig og i dag er professionelt bestyrelsesmedlem.
Øvrige medlemmer af bestyrelsen bliver Jysks adm. direktør, Jan Bøgh, Philips Nordic-direktør Nille Askvad Hviid Klæbel og et for motorbranchen kendt ansigt i form af Jens Jørgen Jessen Bjerrisgaard, der senest har været topchef i Semler Holding, som er landets største bilimportør.
- Det er et felt med stærke kompetencer. Claus Juel-Jensen ved alt om det nok sværeste marked af alle: dagligvarehandel. Og han kender det udenlandske marked. Jens Bjerrisgaard har alenlang erfaring og netværk inden for det, vi beskæftiger sig med. Jan Bøgh passer en købmandsbutik, der er 1000 gange større end min, så han har helt sikkert også nogle gode input, siger T. Hansens topchef og fortsætter:
- Nille Klæbel er et godt match, fordi hun gør meget for bæredygtighed. Vi har lært at udtale ordet, men det er også det. Vi skal lære at adressere bæredygtighed i virksomheden, og det håber jeg, hun kan hjælpe os med.
T. Hansen Gruppens nye bestyrelse
Claus Juel-Jensen
56-årige Claus Juel-Jensen var fra 2005-2017 adm. direktør for Netto International og driver i dag en aktiv bestyrelseskarriere i selskaber inden for detailhandel, fødevareproduktion og forbrugerservice. Han har samtidig international erfaring med aktivt bestyrelsesarbejde, og hvordan bestyrelser skaber værdi for ejere og ledere.
Nille Askvad Hviid Klæbel
47-årige Nille Askvad Hviid Klæbel har siden 2018 været adm. direktør for Philips Nordic. Hun er topchef for mere end 500 medarbejdere og uddannet på Copenhagen Business School med en kandidatgrad i Business Administration med speciale i det lange kundeforhold.
Jens Jørgen Jessen Bjerrisgaard
63-årige Jens Jørgen Jessen Bjerrisgaard var fra 2010-2021 adm. direktør for Semler Holding A/S. Han er erfarent bestyrelsesmedlem og er i dag også næstformand for Lemvigh-Müller A/S.
Jan Bøgh
61-årige Jan Bøgh har en lang karriere bag sig i Jysk, hvor han har stået i spidsen siden år 2000. Han startede karrieren i 1976 med forskellige positioner i Coop Danmarks butikker, inden han i 1992 blev indkøbsdirektør for Metro Danmark. I 1995 blev han ansat som indkøbs- og logistikdirektør i Jysk med reference til Lars Larsen.