23948sdkhjf

Ny rapport kaster redningskrans til lukningstruede bymidter

En rapport om, hvordan man kan skabe og fastholde levende bymidter i mindre handelsbyer blev i dag præsenteret af Partnerskab for levende bymidter.

Rapporten indeholder et dusin politiske anbefalinger, som nu skal testes af i tre-fem byer for at udvikle anbefalingerne til konkrete redskaber. Og arbejdet kommer ikke spor for tidligt, hvis man skal dømme ud fra de rapporter, der er kommet fra blandt andre Institut for Centerplanlægning, ICP, de senere år.


Kilde: ICP og Danmarks Statistik
Note: Fra Partnerskab for levende bymidters rapport

Ifølge tal fra ICP og Danmarks Statistik er antallet af især udvalgsbutikker under pres, og tal fra Ejendomstorvet viser, at det især er i mindre byer og kommuner, der står ledige butikslokaler. 

DSK: Politikerne bærer hovedansvaret for udviklingen

Brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd har siddet med ved bordet i partnerskabet. Adm. direktør John Wagner er tilfreds med anbefalingerne, men løfter en kraftig pegefinger til politikerne i både Folketing og byråd.

- Ministeren (indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S), red.) siger helt rigtigt, at det kræver en ekstraordinær og massiv fælles indsats at løse de udfordringer, som bymidterne står over for. Helt rigtigt, siger han og tilføjer:

- Men han kommer ikke uden om, at han, regeringen og Folketinget også har hovedansvaret og bør rulle den seneste liberalisering af planlovens detailhandelsbestemmelser tilbage, så kommunerne i konkurrence med hinanden forhindres i at underminere bymidterne med flere og større aflastningscentre.

John Wagner henviser til liberaliseringen af planloven i 2017, som har gjort det langt lettere at etablere butikker i aflastningsområder uden for bymidterne.

- Det får en anden tyngde

Anderledes positiv er Anders Baagland, formand for Danske Handelsbyer, der også er med i Partnerskab for levende bymidter. Han er også citymanager i Middelfart.

- En af de vigtigste anbefalinger er, at vi bliver mere professionelt organiseret og går sammen om projektet. Der har været snakket om det før, men jeg tror, det får en anden tyngde end nogensinde før, fordi kommunerne er blevet opmærksomme på, hvor vigtige bymidterne er, siger han.

Han peger også på anfaling nummer 2, som handler om oprettelsen af et videncenter for både kommuner, handelsstandsforeninger og andre samarbejdspartnere. Det falder i god tråd med det, Anders Baagland ser som forudsætningen for hele arbejdet med at sikre levende bymidter.

- Helt overordnet er det vigtigste, at man får det strategiske samarbejde forankret i en plan. Før var handelsstandsforeningens formål at skabe aktivitetslørdage. Nu gør vi det strategisk for at snakke byudvikling, siger han og fortsætter:

- Det har før været meget fragmenteret. Nu pakker vi det ind og prøver at arbejde med en helhed. Den helhed, vi ser nu, synes jeg giver værdi.

Butikkerne har også et ansvar

Anders Baagland nævner hjembyen Middelfart som en af de byer, der er tæt på at have knækket koden om at samarbejde på tværs for at skabe en levende bymidte. 

Han understreges, at den fælles indsats kræves netop det - at alle bakker op om det. 

- Det spændende bliver kompetenceudviklingen hos detailhandlere. De store kæder skal nok finde ud af det, men de selvstændige... Det bliver ikke et medlidenhedsprojekt. Det der "Brug os i dag, så du har os i morgen" dur ikke. Man skal tænke på, hvad man selv kan bidrage med for at udvikle lokalområdet - og hvordan man kan udvikle sig selv, også på den digitale del, siger han.

Han peger blandt andet på, at alfa og omega er at lytte til kunderne og tilpasse sig deres behov for at skabe en oplevelsesøkonomi.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083