Amazon vinder EU-sag om stor tilbagebetaling af skat
Den amerikanske handelsvirksomhed Amazon har vundet en appel hos EU-Domstolen om betaling af omkring 250 millioner euro i skat i Luxembourg.
EU-Domstolen skriver i en pressemeddelelse onsdag, at den annullerer en afgørelse fra EU-Kommissionen.
Kommissionen har ikke løftet den nødvendige bevisbyrde for påstanden om, at der skulle være "en urimelig reduktion af skattebyrden for et europæisk datterselskab af koncernen Amazon".
Luxembourg imod skatteopkrævning
Domstolens vurdering er, at datterselskabet af den amerikanske gigant i Luxembourg ikke modtog statsstøtte i strid med reglerne for EU's indre marked.
Det var ellers vurderingen i 2017, da Luxembourg blev pålagt at opkræve 250 millioner euro - over 1,8 milliarder kroner - af Amazon. Kravet var knyttet til en periode fra 2006 til 2014.
Luxembourg bestred afgørelsen og ville ikke opkræve skatten. Både storhertugdømmet og Amazon ankede derfor afgørelsen.
I en udtalelse, som nyhedsbureauet Reuters henviser til, skriver Amazon, at virksomheden har fulgt alle love og regler - og ikke modtaget særbehandling.
- Vi er glade for, at domstolen har slået dette fast. Vi kan nu igen sætte fokus på at levere til vores kunder i Europa, udtaler Amazon.
"Ydmygelse" af Vestager
Skattesagen mod Amazon er blandt en række større sager, som den danske EU-kommissær Margrethe Vestager har indledt.
Sidste år afviste EU-Domstolen EU-Kommissionens krav om, at Irland skal opkræve 13 milliarder euro i skat fra Apple. Det er det hidtil største nederlag for EU-Kommissionen i den type af konkurrencesager.
Fra EU-Parlamentets største gruppe (EPP) kritiserer Vestager og kalder dommen en "ydmygelse" og et "stort slag" imod den danske kommissær.
EPP-talsmand for økonomi Markus Ferber konstaterer, at det ikke er "den første højprofilerede konkurrencesag, som omstødes af EU-Domstolen".
- Kommissæren for konkurrence vil nogle gange gøre klogt i at holde sig fra fængende politiske overskrifter og i stedet forberede sine sager bedre, så de holder i retten, siger Markus Ferber i en skriftlig udtalelse.
/ritzau/Reuters