23948sdkhjf

Første i verden: Her er Bilkas nye store satsning

Hvis danskerne ikke kan komme til Bilka, må Bilka komme til danskerne.

For tre måneder siden kunne RetailNews fortælle, at den Salling Group-ejede varehuskæde havde bestilt seks 40-fods containere, som skulle opstilles forskellige steder rundt om i landet.

Nu åbner den første af de såkaldte pickup-stationer. Det sker fredag ved en omfartsvej i Fredericia. Dermed har Bilka officielt skudt gang i det, som skal være en bærende del af Salling Groups nye onlinesatsning.

I de specialdesignede Bilka-containere kan kunder få udleveret dagligvarer og frostvarer, som på forhånd er bestilt online. Målet er, at der skal stå Bilka-containere i store dele af landet.

- Så kan kunder få adgang til dagligvarer online, hvad enten de bor i Tønder eller på Lolland, siger Salling Groups topchef, Per Bank.

Bilka har 19 varehuse rundt om i landet, hvoraf det ene er et A-Z i Hjørring.

Den første Bilka åbnede i 1970 i Aarhus-forstaden Tilst.

Bilka er en del af dagligvarekoncernen Salling Group, som også tæller Netto, Føtex samt to Salling-stormagasiner.

17.000 varenumre

Containerne har både frost- og kølerum og er fuldautomatiske. De fungerer ved, at en Bilka To Go-kunde bestiller sine varer online og vælger afhentning ved en pickup-station. Når kunden ankommer, tastes ordrenummeret.

Herefter finder containeren varerne, som er pakket i enten kasser eller poser.

Kunderne får adgang til 17.000 varenumre og hele Bilkas tilbudsavis. Bestiller man inden kl. 9, kan varerne hentes efter kl. 14.

- Dette er den første af sin art i verden. Andre steder i udlandet ser man containere opstillet uden for dagligvarebutikkerne. Vi placerer dem på strategisk udvalgte steder. Det er noget, vi har store forventninger til, siger Per Bank.

Store onlineplaner

Bilka har i forvejen stor succes med sin click and collect-løsning Bilka To Go, hvor kunder bestiller online og afhenter i egen bil ved et af kædens varehuse.

I 2020 stod Bilka To Go for 10 pct. af kædens samlede dagligvareomsætning – en vækst på over 200 pct. på blot et år.

Salling Group har store onlineplaner. Udover Bilka To Go og de nye pickup-stationer er der lanceret hjemmelevering af dagligvarer i Storkøbenhavn via Føtex-kæden.

Ifølge Per Bank har Salling Group lige nu en markedsandel på godt 20 pct. inden for dagligvaresalg online.

- Det er overraskende stort, når man tænker på, hvor sent vi er gået i gang, siger Per Bank.

I første omgang er målet at nå en markedsandel på 35 pct. Det er samme andel, som Salling Group sidder på i den fysiske dagligvarehandel.

- Kan det blive mere end det? Måske. Lad os nu se. Det bliver nok aldrig en forretning, som kommer til at tjene rigtigt mange penge. Men den giver en samlet synergi og er med til at modernisere vores brand, siger Per Bank.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11