Vinbutik i vild vækst: Ansætter nye folk hver uge
- Vi kommer til at smadre alle rekorder.
Direktøren for Supervin A/S, Mads Jensen, var klar i mælet, da han i slutningen af 2020 så tilbage på et vildt år.
Det var væltet ind med nye besøgende på firmaets webshop.
Nu er regnskabet for 2020 landet, og tallene viser, at året blev mere end almindelig godt for Supervin.
Hjørring-virksomheden seksdoblede overskuddet efter skat, der voksede fra godt 1 mio. kr. til 6,8 mio. kr, ligesom omsætningen blev fordoblet.
- Vi har slået alle vores rekorder og også vores egne forventninger. Det er aldrig gået så stærkt før, og vi har armene over hovedet. Men vi er også ydmyge omkring, at der er en masse folk, der er i en anden situation lige nu, siger direktør Mads Jensen.
Væksten fortsætter
Supervin driver både en fysisk vinbutik i Hjørring samt webshoppen Supervin.dk.
Mads Jensen stiftede onlinebutikken i 2007.
Dengang var de seks mand. I dag er de 70, hvis man medregner både fuldtids- og deltidsansatte.
- Vi ansætter folk hver uge, og vi siger hele tiden, at nu skal vi ikke bruge flere folk, men vi bliver ved med at ansætte. Alene de sidste to en halv måned har vi ansat ti mand på fuldtid, hvis det kan gøre det, siger Mads Jensen.
Væksten er fortsat ind i 2021, fortæller han.
Mads Jensen har været købmand i en lang årrække. Inden han stiftede onlinebutikken i 2007 drev han Superbest i Hjørring-bydelen Højene, som han overtog fra sine forældre.
I 2012 solgte han supermarkedet og kastede sig ud i at drive vinhandel på fuldtid.
De seneste måneder har været hektiske for Mads Jensen, der har lagt mindst 80 timer om ugen i virksomheden.
- Når vi er gået hjem, har vi været trætte. Men det er på den gode måde. Der er forskel på at være træt, fordi du er stresset og virksomheden ikke fungerer, og at være træt, fordi der er succes.
Fejret med champagne
- Det går endnu stærkere i år. De første fire måneder har vi fordoblet salget i forhold til samme periode sidste år. Det er lidt vildt, når man tænker på, at sidste år jo også var en fordobling af året før, siger Mads Jensen.
De flotte tal har de fejret med champagne. Hver gang omsætningen har sat rekord, er der blevet skålet blandt medarbejderne, fortæller direktøren:
- Det skete både i december, i januar og i marts. Men ellers fejrer vi det med at arbejde hårdere end nogensinde før. Vi er ydmyge og ved, at vi virkelig skal være på dupperne. Det er fint, at du har en masse kunder. Men hvis du ikke har de rigtige varer til den rigtige pris, køber de ingenting.
Nye salgskanaler
Danskernes nye shoppingvaner under pandemien har været med til at skubbe på den gode udvikling hos Supervin. Men det er ikke den overvejende faktor, siger Mads Jensen.
- Selvfølgelig har corona haft en positiv indflydelse, men det her er ikke et resultat af corona. Det er først og fremmest høsten af nogle investeringer, vi lavede i 2018 og 2019.
- Vi har opfundet nogle nye salgskanaler, sat hårdt ind på vores B2B-salg (business to business red.), nyansættelser, vores tilstedeværelse på Facebook, annoncering på Google og tekniske investeringer, siger Mads Jensen.
Trecifret millionbeløb
Præcis hvor meget Supervin omsatte for sidste år, ønsker han ikke at fortælle. Men det er "en pæn trecifret millionomsætning", siger han.
Lidt under tyve procent af salget foregik i den fysiske butik, resten var online. Alt i alt solgte Supervin omkring fem millioner flasker vin sidste år, anslår direktøren.
Næste år kommer salget på Supervins webshop til at udgøre omkring 90 procent, forventer Mads Jensen.
- Vores fysiske butik er også i vækst, men det går bare så ekstremt stærkt på nettet lige nu, siger han.
Også søsterselskabet Novin A/S, der er et engrosfirma, har haft et godt år. Firmaet, som Mads Jensen ejer sammen med partneren Michael Ranzau, sælger vin til en række supermarkedskæder.
- Vi har en hel stribe engroskunder, som selv arbejder online. Og alt hvad der er online, har haft succes. Det smitter selvfølgelig af på vores salg, siger Mads Jensen.
Udvider igen
Væksten stiller store krav til ledelsen. De fysiske rammer skal hele tiden tilpasses, så der er plads nok til varerne og de nye ansatte.
Supervin indvier i næste måned et nyt og større lager på 5.200 kvadratmeter.
- Men vi overvejer faktisk kraftigt, om vi skal bygge igen allerede nu. For nu mangler Novin plads på deres importlager. Vi skal bruge 2.000 kvadratmeter mere. Ellers ved vi simpelthen ikke, hvordan vi skal klare højsæsonen. Det er et luksusproblem, siger Mads Jensen.
Selvom danskerne fra i dag, onsdag, igen kan nyde et glas vin på den lokale restaurant, så forventer han ikke, at Supervins salg vil dykke.
- Vi kan blive større
- Det kan være, at folk kommer til at grine af mig, og at jeg tager fejl. Men vores oplevelse er, at folk bruger penge på alt muligt andet, nu hvor de ikke kan rejse. Vi kan også se, at det især er folk over 60 år, der har handlet i vores webshop det seneste år. Og det tror jeg, de bliver ved med.
- Vi mærkede heller ikke nogen forskel, da de åbnede op for restauranterne igen sidste år. Min tese er, at onlinehandlen er blevet boostet fem år frem på et år. Vi kommer ikke tilbage til de gamle tal, siger Mads Jensen.
Hvilke mål Supervin har sat sig de kommende år, holder han for sig selv:
- Det får du altså ikke en vendelbo til at udtale sig om. Det med at sælge skindet, før bamsen er skudt, bliver aldrig rigtigt populært nord for Limfjorden. Men vi tror på, at vi kan blive større.