23948sdkhjf

Aldi-ejer kaster igen kæmpebeløb ind i discountkrigen

Discountkæden Aldi får igen, igen tilført en massiv kapitalindsprøjtning fra sin tyske ejer.

Kort før offentliggørelsen af selskabets 2020-regnskab er der ifølge CVR-registret blevet tilført 297 mio. kr. til Aldi Danmark.

Kommunikationschef Louise Wendelbo bekræfter kapitaltilførslen.

- Aldi Danmarks igangværende forandringsproces kræver tid og store investeringer. Vi har en ambitiøs vækststrategi, som er afstemt med vores ejere Aldi Nord, og vi har fuld opbakning til arbejdet med at modernisere butiksnettet og de investeringer, det kræver. Så situationen ift. den aktuelle kapitalforhøjelse er den samme som tidligere: Vi investerer massivt i modernisering af vores butiksnet i tråd med vores strategi, og det koster, skriver hun i en mail til RetailNews.

Store butiksplaner

Aldi har på 10 år tabt 2,4 mia. kr. på det danske marked. Derfor har det tyske moderselskab i en lind strøm måttet sende friske penge efter sin danske forretning.

Pengene er dels blevet brugt på at lappe hullet i kassen, dels på at modernisere kædens butikker. Aldi har aktuelt 183 danske butikker, som alle skal opgraderes til et nyt koncept.

Det betyder pænere og lysere butikker med flere danske og økologiske varer på hylderne. Og der kommer ender på kassebåndet – en mangel, som Aldi i mange år måtte høre for.

Samtidig har Aldi et mål om inden for en kort årrække at nå 250 butikker i Danmark. Men at åbne nye butikker og modernisere eksisterende af slagsen er ikke billigt. Ej heller, når man i forvejen har svært ved at tjene penge på salg af dagligvarer.

Kroniske underskud

Over de seneste otte år har Aldi Nord samlet skudt over 4 mia. kr. i ny kapital ind i sin danske forretning.

- Men Aldi tror på det danske marked og på vores strategi, og heldigvis kan vi se på kundernes positive modtagelse og en øget vækst, at vi er på rette vej, skriver Louise Wendelbo.

Discountmarkedet herhjemme udgør cirka 43 pct. af det samlede dagligvaresalg. Aldis markedsandel vurderes til at ligge på cirka 3 pct., og kæden er dermed, på trods af sine mange butikker, landets mindste.

Aldi Danmark har givet underskud 11 år i træk. Om 2020 blev vendepunktet, ved vi, når årsregnskabet om kort tid offentliggøres.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094