23948sdkhjf

Familiefirma tjener igen millioner: Vi kan noget, andre ikke kan

Hvordan får man hurtigt og effektivt dagligvarer ud til afsidesliggende områder i bl.a. Grønland og på øgruppen Svalbard tæt ved Nordpolen?

Det har en nordjysk familievirksomhed specialiseret sig i.

Handelskoncernen Arctic Group, der ejes af Ole Nielsen og Poul Jørgen Nielsen og deres familier, satte for år tilbage gang i en omfattende turnaround, som nu ser ud til at lykkes. På trods af corona.

Et nyt regnskab fra den familieejede Aalborg-virksomhed viser, at et underskud på knap 10 mio. kr. er forvandlet til et overskud på 2 mio. kr. Også selvom omsætningen faldt fra 382 mio. kr. til 303 mio. kr.

- Vi står stærkt rustet til en fremtid, hvor det igen bliver muligt at drive forretning uden coronaens tunge åg, siger adm. direktør Thomas Hjort.

Solgte fra og lukkede ned

Arctic Group leverer dagligvarer og rengøringsprodukter til de nordatlantiske lande. Det vil sige Grønland, Island og Færøerne samt den norske øgruppe Svalbard.

Tidligere havde virksomheden også aktiviteter i Østafrika, men de blev lukket ned for at fokusere forretningen. Samtidig har Arctic Group solgt sine grønlandske detailbutikker til butikskæden Pisiffik.

- Vi har gennemført en transformation, så vi nu er en rendyrket B2B-virksomhed uden egne butikker – altså grossist, forklarer Thomas Hjort.

- Det har givet os et større fokus på de professionelle kunders behov, og vi kan derfor udnytte vores spidskompetence inden for logistik og levering på de nordatlantiske markeder, siger han.

At levere dagligvarer og andre fornødenheder til kolde, fjerne egne er ikke nogen nem opgave.

- Det er ofte udfordrende på grund af geografi og klima, men her kan vi noget, som ingen andre kan – og det skal vi naturligvis udnytte, siger Thomas Hjort.

En kæmpekontrakt

Arctic Group landede sidste år den største kontrakt i virksomhedens 43 år lange historie. For næsen af dagligvaregiganten Dagrofa sikrede Arctic-koncernen sig opgaven med de næste fem år at levere alle fødevarer til Grønlands største dagligvarekæde, Pilersuisoq.

Kontrakten har en samlet værdi på mindst 1 mia. kr.

Arctic Import leverer allerede dagligvarer til kæder på Island og Færøerne. Det sker i et samarbejde med norske Reitan Gruppen, der står bag Rema 1000.

Den konstellation føres nu videre til Grønland, hvor datterselskabet Reitan Distribution leverer størstedelen af de varer, som Arctic Group så sælger videre til Pilersuisoq og dens 64 butikker.

... og endnu én

Den historiske aftale blev for en måned siden fulgt op af endnu en stor leverandørkontrakt. Denne gang med Hørkram, der er Danmarks tredjestørste foodservice-leverandør.

Aftalen har en værdi på et stort tocifret millionbeløb, og den betyder, at Arctic Group nu kan levere Hørkrams over 30.000 varenumre til de nordatlantiske lande. Det sker med bestilling direkte fra lagre i Grønland og Danmark.

- Vi har altid stået stærkt på markedet for food-service. Det, man i gamle dage kaldte for catering. Den position udbygger vi nu, siger Thomas Hjort-

Arctic Group-koncernen holder til på Grønlandshavnen i Aalborg og beskæftiger knap 100 ansatte.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089