Udvalgsbutikker lukker igen: Smitten er stukket af i Ishøj
På grund af for høje smittetal i Ishøj Kommune bliver udvalgsvarebutikker i kommunen nu pålagt at holde lukket, indtil coronasmitten igen er under kontrol. Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
Det betyder blandt andet, at fra torsdag d. 15 april lukkes ned for bl.a. alle udvalgsvarebutikker i Ishøj Kommune. Nedlukningen omfatter ikke dagligvarebutikker, apoteker og forretninger med medicinsk udstyr.
Nedlukningen sker på baggrund af at incidenstallet i Ishøj kommune ligger over grænsen på 200 tilfælde pr. 100.000 indbygger.
Derudover vil liberale serviceerhverv, indkøbscentre, arkader, basarer og stormagasiner i kommunen også fortsat være lukkede.
Kan genåbne ved lave incidenstal
Når Ishøj kommune i syv dage i træk er under en testkorrigeret incidens på 200 smittede, ophæves nedlukningen.
For at skabe gennemsigtighed og forudsigelighed for blandt andet erhvervslivet bliver data for incidensniveauet i kommunerne offentliggjort på Statens Serum Instituts hjemmeside på hverdage omkring kl. 14.
Dermed kan lokale erhvervsdrivende løbende holde øje med, om der er risiko for lokal nedlukning i deres kommune, eller hvor langt man er fra at kunne genåbne det lokale erhvervsliv efter en nedlukning.