23948sdkhjf

Kasi-Jesper opskrev med 1,5 mia. kr. – nu skal hans selskab lukkes

Den kontroversielle erhvervsmand Jesper Nielsen, bedre kendt som Kasi-Jesper, opskrev i 2019 værdierne i sit personlige selskab Dacamase Holding med 1,5 mia. kr.

Nu er selskabet taget under likvidation, hvilket vil sige, at alle aktiver skal sælges og alle kreditorer betales. Det skriver Finans.

Boris Frederiksen fra Advokatfirmaet Poul Schmith er indsat som likvidator i Dacamase Holding. Han er i forvejen kurator i flere af Kasi-familiens selskaber.

- Det var et nødvendigt skridt at få kontrol over Dacamase Holding, og likvidationen er et forsøg på at få samlet alt under én hat. Vi vil gerne have styr på selskabet og især Jesper Nielsens del af selskabsstrukturen, siger Boris Frederiksen til Finans.

Krigen mod Pandora

Da Kasi-Jesper i 2019 opskrev værdien af sit holdingselskab, ville han på grund af ”en tavshedsklausul” ikke forklare hvorfor. Men opskrivningen flugtede med den gevinst, som Kasi-Jesper og hans familie mener at have ret til i en igangværende voldgiftssag med smykkevirksomheden Pandora.

Striden drejer sig kort fortalt om en earnout-aftale, som blev indgået mellem Kasi-Jesper og Pandora, da erhvervsmanden i sin tid blev købt ud af smykkeforetagendet.

Aftalen skulle udløse en betaling til Kasi-Jesper på baggrund af de økonomiske resultater, som Pandora fremover leverede på de markeder, som Kasi-Jesper havde været med til at opbygge.

Et rundt nul

Men aftalen, som ellers blev værdisat til en halv mia. kr., endte med en lang næse til Kasi-Jesper. År efter år begyndte Pandora at tabe millioner på det datterselskab, som afgjorde Kasi-Jespers earnout.

Da regnestykket skulle gøres op, stod erhvervsmanden tilbage med ingenting.

Siden begyndte Pandora-selskabet igen at tjene masser af penge. Kasi-Jesper og hans familie føler sig snydt og mener at have et milliardbeløb til gode.

Kasi-Jesper gik i november sidste år personligt konkurs og måtte for nyligt lukke sin smykkeforretning, Amazing Jewelry, der bl.a. havde butik på Strøget i København.

Pandora, der er børsnoteret, har fortsat hensat 0 kr. til sagen mod Kasi-Jesper.

Finans har ikke kunnet få en kommentar fra Kasi-Jesper til likvidationen af hans holdingselskab.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078