23948sdkhjf

Solgte kendt supermarked og fik tocifret millionbeløb

Et af Meny-kædens store flagskibe skiftede sidste år ejer, da købmand Lisbeth Dalgaard Svanholm solgte hovedparten af Meny i Hørsholm til Lasse Simonsen.

Dermed sluttede 58 års familieeje af det, som bedst er kendt under navnet Dalgaard Supermarked.

I forbindelse med handlen indkasserede Lisbeth Dalgaard Svanholm et tocifret millionbeløb. Det viser et regnskab fra hendes personlige holdingselskab.

Her er der bogført et resultat fra salg af kapitalandele - Meny-butikken – på 25,7 mio. kr.

Førende supermarked

Dalgaard Supermarked har været et begreb i Hørsholm siden 1970’erne. Det var Lisbeth Dalgaard Svanholms far, Kristen Dalgaard, som udviklede butikken slag i slag og i begyndelsen af 00’erne gradvist overdrog ledelsen til sin datter.

Hun har siden skabt et af landets førende fødevaremarkeder med en årlig omsætning på over 100 mio. kr. Men da ingen i familien ville overtage roret, valgte Lisbeth Dalgaard Svanholm sidste år at igangsætte et glidende generationsskifte.

Det betød, at hun solgte 85 pct. af aktierne i selskabet bag Dalgaard Supermarked, K.L.A. Food ApS, til Lasse Simonsen. Han har beskæftiget sig med supermarkedsdrift, siden han som 23-årig overtog sin fars supermarked i Virum.

Erfaren arvtager

Lisbeth Dalgaard Svanholm, der er formand for Dansk Arbejdsgiverforening, forbliver medejer af butikken frem til 2023 for at sikre en god overgang.

- Lisbeth er en af branchens største kapaciteter, som med sit drive, sin forretningsforståelse og ildhu har gjort butikken til et af Meny-kædens store flagskibe. Derfor er det også ekstremt vigtigt, at arvtageren er en erfaren, engageret og fagligt velfunderet mand som Lasse, lød det fra daværende kædedirektør i Meny, Kenneth Holmen Pedersen, i forbindelse med ejerskiftet.

Dalgaard Supermarked, Meny Hørsholm, har givet overskud fem år i træk – senest 4,2 mio. kr. Tallene for det forskudte regnskabsår 2020/21 bliver først offentliggjort til efteråret.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11