23948sdkhjf

Topchefen skimter målstregen, men meget kan nå at gå galt

Den 49-årige Tomas Pietrangeli fik for tre år siden en bunden opgave. Stop den økonomiske blødning i landets tredjestørste dagligvarekoncern.

Nu kan Dagrofa-topchefen skimte målstregen, men meget kan endnu spænde ben for ambitionerne om endelig at sætte en prop i de mange års underskud.

Det fortæller han i et interview med RetailNews.

- Vi har haft en super god start på året. Det bekræfter os i, at målsætningen om overskud i 2021 er den rigtige. Men der er et stykke vej endnu. Hvis vi i andet halvår pludselig ser en større nedlukning igen, er det en ny situation, siger Tomas Pietrangeli.

Milliardtab

Dagrofa er bedst kendt for sine over 500 dagligvarebutikker fordelt på kæderne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb. Dertil kommer en foodservice-forretning, der leverer råvarer til restauranter, hoteller og kantiner, samt en omfattende grossistdel.

Otte år i træk har Dagrofa-koncernen haft underskud. Det samlede tab beløber sig til 2,4 mia. kr., og selvom dagligvarebranchen sidste år oplevede rekordvækst, var det ikke nok til at sikre Dagrofa overskud.

Roden til underskuddet er datterselskabet Dagrofa Foodservice, som på grund af lukkede restauranter, hoteller og kantiner tabte næsten 900 mio. kr. i omsætning.

Samlet kom Dagrofa ud af 2020 med stigende omsætning og et underskud på 96 mio. kr. – det bedste resultat i otte år.

- Jeg er meget glad for den fremdrift, vi ser. Men vi er ikke i mål. Vi er ikke, hvor vi skal være. Vi er ikke tilfredse med at være en underskudsforretning, understreger Tomas Pietrangeli.

Dagrofa har lidt over 500 dagligvarebutikker fordelt på kæderne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb.

Desuden leveres dagligvarer til kiosker og andre eksterne kunder.

Koncernen omfatter også aktiviteter med engrosforretninger og foodservice.

Dagrofas hovedaktionær er Norgesgruppen, der ejer 49 pct. af Dagrofa. Den erhvervsdrivende fond KFI ejer 42 pct., mens de sidste 9 pct. er ejet af selvstændige købmænd.

Butiksantal i vendepunkt

I et dagligvaremarked, der i 2020 voksede med cirka 8 pct., vandt Dagrofas butikker markedsandele med en samlet vækst på 10 pct. Det skyldes flere ting, mener Tomas Pietrangeli.

For det første oplevede Dagrofa en nettofremgang i antallet af købmandsbutikker. 11 af slagsen for at være helt præcis. Det lykkedes efter mange år med kraftig butikstilbagegang.

Samtidig har corona skubbet til en adfærdsændring mod mere nærhed og lokal forankring. Det har kæder som Spar, Min Købmand og Let-Køb nydt godt af.

- Men vores fremgang skyldes ikke alene corona. Vi havde momentum allerede inden, fordi vi bl.a. har arbejdet på at styrke vores butikskoncepter. Derfor tror vi også, at vi kan fastholde kunderne på den anden side af corona, siger Tomas Pietrangeli.

Ny strategi på vej

Coronakrisen har løftet dagligvaresalget herhjemme mærkbart, fordi danskerne i store perioder ikke har kunnet spise ude eller rejse til udlandet. Men kigger Tomas Pietrangeli alene på indtjeningen i sin købmandskoncern, havde han helst været corona foruden.

- Uden corona havde vi leveret et bedre resultat, siger Dagrofa-topchefen.

De seneste år har Dagrofa gennemført effektiviseringer for et trecifret millionbeløb i bestræbelserne på at arbejdere smartere og blive en økonomisk bæredygtig forretning. De store greb er taget, siger Tomas Pietrangeli, men selskabet vil altid kigge på sine omkostninger i et konkurrencepræget marked med små marginer.

I begyndelsen af fjerde kvartal forventer Tomas Pietrangeli at kunne præsentere Dagrofas strategiplan for 2022-2024.

Dagrofa ApS
mio. kr. 2020 2019
Nettoomsætning 17.440 17.165
Resultat af primær drift -50 -67
Resultat før skat -96 -115
Årets resultat -96 -122
Balancesum 4.666 4.803
Egenkapital 1.187 1.313
Antal ansatte 3.179 3.260
Regnskabsåret blev afsluttet den 31.12.2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14