23948sdkhjf

Købmand udvider igen: Har mere end fordoblet omsætningen

Den erfarne købmand Lars Daugbjerg har stor succes med sin Spar-butik i nordvestjyske Humlum.

Siden han overtog butikken for 13 år siden, er omsætningen steget fra 12,5 til 29 mio. kr. Butikken blev udvidet efter tre år – og nu gør Lars Daugbjerg det igen.

Kun nogle få meter fra Spar-butikken i Humlum ligger byens kro, som har stået tom, siden den for halvandet år siden brændte. Nu bliver kroen jævnet med jorden, og Lars Daugbjerg overtager grunden, så han kan udvide sin købmandsbutik med 200 kvm. samt 35 p-pladser.

- Vi har været på en vild vækstrejse, og vi kan se, at vi fortsat vokser. Nu får vi plads til flere varer i butikken og kan gøre mere ud af ferskvarer og convenience. Butikken bliver større og p-forholdene bedre, siger Lars Daugbjerg.

Hjælp til det lokale

Han har arbejdet med salg, lige så længe han kan huske. Udlært i en brugs for mange år siden. Så en tur til Kvickly-kæden, inden han blev træt af butikslivet og valgte en tilværelse som salgskonsulent.

Men da købmandsbutikken i Humlum for 13 år siden blev sat til salg, sprang han til og greb muligheden. Det har han ikke fortrudt. Byens borgere har nok heller ikke.

I den lille stationsby lidt uden for Struer kender de fleste af byens godt 600 indbyggere Spar-købmanden. Han lever op til kædens motto – ”en af de lokale.”

Om det er golfklubben, fodboldklubben eller byens plejehjem er Lars Daugbjerg altid klar på at bidrage og hjælpe til.

- Jeg vægter det højt at støtte de lokale foreninger. Jeg hjælper dem, og de hjælper mig. Det er vigtigt i en lille by som Humlum, siger Lars Daugbjerg.

Stor tro på fremtiden

Spar-butikken i Humlum er til dels sæsonbetonet. Der ligger et stort sommerhusområde i nærheden, så i sommermånederne er der for alvor tryk på.

Med sine 420 kvm. er butikken blandt de mindre i Spar-kæden. Derfor glæder Lars Daugbjerg sig til at kunne udvide med cirka 200 kvm.

- Det er bedre at gøre noget nu end at vente fem år. Vi klarer os godt økonomisk og har stor tro på fremtiden. Corona har givet os medvind. Nu skal vi holde fast og bygge på, siger Spar-købmanden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.152