Salling Group vil bruge 1,5 mia. kr. på 300 nye butikker
Detailgiganten Salling Group kan nu endelig gå i gang med at omdanne hundredvis af nyerhvervede butikker i det, der udgør en hjørnesten i koncernens samlede strategi.
Siden Salling Group i juni 2020 blev enig med den britiske detailkoncern Tesco om at købe Tescos polske aktiviteter, der omfatter 300 butikker og to distributionscentre, har handlen afventet den endelige godkendelse fra de polske konkurrencemyndigheder.
Nu er der givet grønt lys til handlen, og nøglerne til de 300 butikker er dermed overdraget.
- Vi har set frem til færdiggørelsen af handlen, og vi kan nu begynde det planlagte arbejde med at konvertere seks butikker om ugen, siger direktør for Netto Michael Løve i en pressemeddelelse.
Milliardinvestering
Salling Groups plan er at investere 1,5 mia. kr. i at konvertere Tesco-butikkerne til moderne Netto-butikker. Når konverteringen er gennemført, vil en tredjedel af Salling Groups omsætning komme fra udlandet.
Polen udgør allerede i dag Salling Groups største vækstmarked. Med overtagelsen når Netto op på over 700 butikker i Polen.
- Jeg er særdeles tilfreds med, at opkøbet nu er en realitet, idet vi konsoliderer Nettos tilstedeværelse i et voksende marked og leverer på vores koncernstrategi. Med overtagelsen af Tesco Polen fordobler vi vores forretning i Polen og bliver en betydelig aktør på et af Europas største markeder, siger Salling Groups koncernchef, Per Bank.
Netto Polen åbnede i 1995 sin første butik i Szczecin og har i dag godt 5000 medarbejdere. Handlen med Tesco var på 1,5 mia. kr. – den største i Salling Groups historie.
Nu venter så en massiv ombygning, og Salling Groups samlede investering i Polen løber dermed op i cirka 3 mia. kr.