Første dyk i dansk e-handel nogensinde: Her er forklaringen
Danskernes købevaner på nettet har fået en ordentlig rusketur under coronakrisen og vendt op og ned på det, der tidligere var normalen.
De store ændringer i købsvanerne betød, at den samlede onlinehandel i 2020 faldt med hele 43 mia. kr. Det viser en ny rapport fra Nets. I alt shoppede danskerne på nettet for 97,5 mia. kr.
- For første gang ser vi en tilbagegang i det samlede online forbrug – trukket kraftigt ned af manglende salg af rejser, siger Tanja Oda Sørensen, marketing manager hos Nets.
Nye onlinevaner
Der er ifølge Nets sket en markant forskydning i danskernes onlineforbrug. Rejserestriktioner udraderede sidste år størstedelen af vores bookinger til varmere himmelstrøg eller sneklædte skiløjper.
Til gengæld brugte vi flere penge online på dagligvarer og takeaway, men også andre fysiske varer som tøj, skønhedsprodukter og byggematerialer.
I 2020 brugte danskerne samlet 59 mia. kr. online på fysiske varer – cirka 10 mia. kr. mere end året før. Samtidig var coronapandemien en katalysator for øget forbrug af online services. Særligt køb af streamingtjenester har været populære blandt danskerne.
- Vi har været mere hjemme end nogensinde før på grund af nedlukningen, og tiden er for manges vedkommende blevet brugt foran fjernsynet eller computeren med en god film eller serie, siger Tanja Oda Sørensen.
Den store taber
Rejsebranchen var en af de første brancher, der gik online, og branchen har historisk stået for halvdelen af danskernes online forbrug. Sådan gik det ikke i 2020. Her blev rejsebranchen en af coronapandemiens største tabere.
- Dog må man forvente, at billedet ændrer sig, når verden igen åbner op og danskerne igen kan rejse mere frit, siger Tanja Oda Sørensen.
Danskerne har generelt været loyale overfor de danske onlinebutikker under coronapandemien. 68 procent har kun handlet i danske webshops, blandt andet fordi de gerne vil støtte op om de danske virksomheder i en svær økonomisk tid.
- Vi vælger de danske webshops fordi vi finder det nemmere og mere trygt, hvis vi gerne vil bytte en vare. 29 procent af forbrugerne angiver, at de ønsker at støtte de danske onlineforretninger, siger Tanja Oda Sørensen.