23948sdkhjf

Sejlivet myte om fysiske butikker holder ikke

En sejlivet myte i dansk detailhandel hedder sig, at forbrugerne først går i de fysiske butikker for at prøve varerne, inden de køber dem på nettet. Men myten holder ikke.

I en ny e-handelsanalyse fra Dansk Erhverv svarer blot 3 pct., at de først besøger en fysisk butik inden et køb. Langt de fleste gør deres research online.

- Der er forskel på, hvilke varer man køber, men tendensen er stadig den samme: De fysiske butikker bliver ifølge vores tal meget sjældent brugt som prøverum inden køb på nettet, siger Simon Bjerremann, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Vejen til et køb

Tallene fra Dansk Erhverv tegner desuden et interessant billede af, hvordan danskerne oftest finder frem til nye netbutikker. Søgemaskiner som Google er fortsat topscorer, men der er så småt gang i et ungdomsoprør, påpeger Dansk Erhverv.

De yngre forbrugere finder i stigende grad frem til nye butikker via sociale medier og deres omgangskreds. Og når de handler, sker det i høj grad med deres smartphone i hånden.

- For netbutikkerne er det en god udvikling. Analyser viser nemlig, at forbrugere, der bruger telefonen til at handle, køber mere på nettet, forklarer Simon Bjerremann. 

I 2018 brugte 1 ud af 5 forbrugere en smartphone, når de handlede online. I 2020 var det tal vokset til hver tredje forbruger, skriver Dansk Erhverv.

Samtidig vinder mobilbetaling frem til fordel for traditionel kortbetaling. Derfor bør flere netbutikker overveje at tilbyde mobilbetaling som en betalingsløsning, påpeger Simon Bjerremann.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.182