Det begyndte med kaotiske scener i Netto - nu udløses spændingen
Det tog statsminister Mette Frederiksen knap 17 minutter at kickstarte et historisk og skelsættende år for den danske dagligvarebranche. Om lidt får vi at se, hvordan det helt konkret udmøntede sig i kroner og øre.
Da landets leder den 11. marts tonede frem på danskernes tv-skærme og lukkede store dele af Danmark ned, gik der kun få timer, før TV2 News viste livebilleder af kunder, der hamstrede toiletpapir og andre fornødenheder. Så meget for samfundssind.
Mens coronakrisen har været en ekstremt dyr omgang for samfundet og landets virksomheder, kan vi på 1-årsdagen konstatere, at tilfældet er stik modsat for dagligvarekæderne.
De har lagt milliarder til omsætningen og melder stort set alle om rekordvækst og vundne markedsandele. Det krævede en global pandemi at sætte fart i et fladt marked.
Lige nu sidder de store dagligvarekoncerner og lukker regnskabsbøgerne for 2020. Nogle af dem er formentlig allerede lukket. Dermed kan vi i de kommende uger endelig få syn for sagen. Hvordan har coronakrisen helt konkret materialiseret sig?
Salling Groups topchef Per Bank har allerede løftet lidt af sløret. Landets største dagligvarekoncern lagde i 2020 cirka 4 mia. kr. til sin omsætning, fortalte han tidligere på året til Berlingske. Det svarer til en fremgang i omsætningen på 7 pct., hvilket aldrig er sket før.
Det interessante bliver at se, hvilke af dagligvarekoncernerne der har været bedst til at udnytte coronapandemiens støttehjul. Hvor har den uhørte vækst været mest uhørt?
Jeg håber, at dagligvarebranchen hurtigt får pillet støttehjulene af. Dens vilde vækst sker på bekostning af lukkede restauranter, kantiner, caféer og barer og ferierejser på et historisk lavpunkt. En trist baggrund.
Imens dagligvarebranchen har haft kronede dage, er billedet langt mere broget, når man kigger ud over den samlede danske detailhandel. Coronaåret har budt på op- og nedture. Med tvangslukkede butikker, restriktioner om mundbind og frygt for smitte har danskerne i høj grad ændret forbrugsvaner.
De er gået online i en grad aldrig set før. Det har givet mange netbutikker kronede dage. Og tvunget de fysiske butikker til en omfattende digital omstilling. Desperate tider fostrer kreative løsninger, og det har detailhandlen i den grad været eksponent for.
Her taler jeg ikke om lidt for kreative løsninger, som når centerbutikker i nattens mørke udskifter et vindue med en dør for at lave indgang fra gaden – og dermed omgå en tvangslukning.
Jeg taler om de virksomheder og butikker, der med godt købmandskab har omstillet deres forretning til den nye virkelighed – og fået mere ud af det, end de turde håbe.
Se bare tøjbutikken Degn Topshop, hvor mor og datter tyede til liveshopping på Facebook for at holde gang i salget. På bare en time kan de omsætte for, hvad deres fysiske butik normalt skipper af sted på fire dage.
Eksempler af den slags er der mange af.
År 1 med corona har været en omtumlet affære, og det slutter ikke her. De største butikker kommer nu endelig delvist med i en genåbning. Centerbutikkerne, som det er svært ikke at have medfølelse med, må af uransagelige årsager fortsat vente.
Lad os komme tilbage til virkeligheden – for alles skyld. Og så ellers håbe på, at vi aldrig igen skal se danskere hamstre løs i Netto en sen onsdag aften.
Peter Munk Simonsen
Redaktør på RetailNews