23948sdkhjf

Fra biluheld til succes i Løvens Hule: Nu lander hun millionresultat

Et biluheld tvang Mette Neerup Mariager til et stort karriereskifte. Hun fik ødelagt sin skulder, måtte droppe arbejdet som frisør og endte i stedet med at stifte virksomheden That’s Mine.

Nu har hun lavet sit første millionoverskud.

That’s Mine, der producerer og sælger børneinteriør og udstyr til børneværelset, og som sidste år fik en investering fra Løvens Hule-investor Jacob Risgaard, har lige lukket regnskabsbøgerne for 2020.

Regnskabet viser en 10-doblet bruttofortjeneste og et resultat før skat på 2,6 mio. kr. I 2019 lød tallet på minus 268.000 kroner.

Vejen til millionresultatet har ikke været uden omkostninger, siger Mette Neerup Mariager, og indlæringskurven har været stejl undervejs.

- Derfor er det også så meget desto mere tilfredsstillende, at 2020 er gået vores vej. Det er alt det, jeg har drømt om, og vi er allerede godt i gang med et 2021, hvor væksten er fortsat, siger hun.

En idé på datterens værelse

Det lå ikke umiddelbart i kortene, at hun skulle stifte sin egen virksomhed. Hun er uddannet frisør og havde egen salon, som kørte godt. Lige indtil et biluheld vendte op og ned på alt.

Efterladt med en dårlig skulder var frisørlivet ikke længere en mulighed. Men da Mette Neerup Mariager en dag stod og indrettede sin etårige datters værelse, fik hun pludselig en idé.

Den idé blev til That’s Mine, og fem år senere stod hun på landsdækkende tv i Løvens Hule og præsenterede sit hårde arbejde.

Coolshop-medstifter Jacob Risgaard betalte 250.000 kr. for 30 pct. af virksomheden. Samme ejerandel har Kählers tidligere topchef Jesper Holst Schmidt, som i dag er formand i That’s Mine.

- That’s Mine minder på mange måder om udviklingen i designvirksomheden Kähler i de første år. Faktisk er væksten større, nu end den var i de tidlige år med Kähler. Når jeg ser på den udvikling, vi alene sidste år nåede i mål med, føler jeg mig overbevist om, at vi står midt i et nyt væksteventyr, siger Jesper Holst Schmidt.

Den bedste investering?

Også Jacob Risgaard er begejstret for den rejse, som That’s Mine har begivet sig ud på.

- Jeg er som bekendt gået med i rigtig mange nye virksomheder, men That’s Mine viser så gode takter, ikke mindst på eksportmarkederne, at det sagtens kan blive en af mine bedste investeringer, siger Jacob Risgaard.

I dag sælger That’s Mine sine produkter på 20 markeder, hvor Kina lidt overraskende er blevet et af de største.

For at kunne følge med den hæsblæsende vækst har That’s Mine måttet udvide sit lager fra 300 kvm. til 4.000 kvm. Målet for i år er at fordoble både omsætningen og indtjeningen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143