23948sdkhjf

Grænsehandlen vil passere 10 mia. kr.

Den milliardstore grænsehandel lige syd for grænsen har i årtier været en torn i øjet på landets købmænd, som mener, at grænsehandlen koster både arbejdspladser og tabte skatteindtægter til statskassen.

Nu forsøger en ny rapport igen at banke den indbringende grænsehandel i gulvet.

Danskerne køber årligt dagligvarer for 5,5 mia. kr. syd for den dansk-tyske grænse, hvilket koster 4.800 job og et skatteprovenu på 2 mia. kr. Det viser en analyse foretaget af Boston Consulting Group for Fonden af 1. oktober 1959, som er stiftet af Coop og De Samvirkende Købmænd (DSK).

DSK råber op

Ifølge analysen er danskernes årlige grænsehandel med dagligvarer på minimum 5,5 mia. kr. For at nå frem til det tal, har man renset den stigende dagligvareomsætning i Danmark siden Covid-19-nedlukningen i marts sidste år for den del, som skyldes, at kantiner, restauranter, caféer m.m. har været lukket.

Ud over grænsehandlen med dagligvarer skønner Skatteministeriet, at grænsehandlen med udvalgsvarer de seneste år har ligget på cirka 3,2 mia. kr. I de kommende år vurderer man desuden, at grænsehandlen med tobaksvarer vil udgøre cirka 1,7 mia. kr., fordi cigaretpriserne herhjemme stiger.

- Den samlede, traditionelle grænsehandel udgør altså nu over 10 mia. kr., hvortil kommer en ubekendt stor e-handel over grænserne, siger John Wagner, adm. direktør for De Samvirkende Købmænd og formand for Fonden af 1. oktober af 1959.

Han mener, at den omfattende grænsehandel koster både butiksliv, beskæftigelse, uddannelsespladser og skatteprovenu i Danmark. Samtidig peger rapporten på den klimabelastning, som grænsehandlen udgør.

- Det er klima- og miljømæssigt tosset, at en karavane af lastbiler transporterer dagligvarer til butikker syd for grænsen, hvorefter vi henter de samme varer hjem i biler med trailere fyldt med øl- og sodavand på dåser uden pant med det resultat, at de ender i vores dagrenovation eller i naturen i stedet for at blive genanvendt, siger John Wagner.

Tre forslag til indgreb

Købmændene og deres brancheforening har i årevis plæderet for, at politikerne skal gøre grænsehandlen mindre attraktiv. Helt konkret foreslår De Samvirkende Købmænd, at punktafgifterne på de grænsehandelsfølsomme varer harmoniseres med de tyske afgifter.

Ifølge DSK bør der også forlanges af de tyske myndigheder, at danskerne skal betale dåsepant, som tilfældet er ved Tysklands øvrige grænser. Et tredje ønske er at stramme de såkaldte rejsegodsbestemmelser, så der f.eks. kun må indføres 200 cigaretter og ikke som nu 800 cigaretter ved en smuttur over grænsen.

- Det har franskmændene gjort, så det må vi også kunne gøre, siger John Wagner.

Den nye rapport fra Boston Consulting Group præsenteres mandag eftermiddag.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11