Tvangslukket storcenter bruger velkendt trick
En utålmodig chef for Esbjerg Storcenter har ikke tænkt sig at se passivt til, mens gågadebutikkerne åbner dørene for kunderne.
Derfor forbereder han en midlertidig butiksrokade, så flere af de corona-lukkede butikker inde midt i centret kan flytte ud i tomme yderlokaler med bagdør ud mod parkeringsarealerne. Det skriver JydskeVestkysten.
Ved at flytte cirka 12 butikker, så de får egen indgang, må de åbne på lige fod med de øvrige butikker i detailhandlen. Det trick har andre storcentre også gjort brug af. Nu er tålmodigheden i Esbjerg Storcenter ligeledes opbrugt.
- Vi forstår ikke, hvorfor vores sko- og tøjbutikker skal behandles anderledes end butikkerne i gågaden, og vi synes, det er uretfærdigt, så når nu vi har mulighed for at gøre noget, så synes vi også, at det er på tide, siger centerchef Verner Thomsen.
Udbredt smuthul
Desperate tider kræver desperate løsninger. Det så man også, da storcentrene kort før jul blev tvangslukket.
I Nørreport Centret i Holstebro fik tre butikker i løbet af en aften udskiftet ruder med døre, så der ikke længere var indgang til butikkerne fra selve centret, men fra gaden. I Strøgcentret i Ikast lukkede en del butikker hovedindgangen af og førte i stedet kunder gennem bagdøren.
Landets storcentre kom ikke med i den seneste genåbning af dansk detailhandel. Siden mandag har butikker på under 2.000 kvm måttet lukke op til 200 kunder ind ad gangen.
For butikker på 4.999 kvm må der være op til 250 kunder samtidig, mens butikker over 5.000 kvm skal reservere 250 kvm pr. kunde. Butikker i storcentre skal imidlertid fortsat holde lukket – med undtagelse af apoteker og dagligvarebutikker.