Ny UV-maskine rengør indkøbskurve: Stor interesse fra udlandet
Selv når vi engang kan lægge coronakrisen bag os, vil danskernes forhold til indkøb og hygiejne være ændrede.
Det var baggrunden for, at Morten Eskelund gik i opfinderhjørnet med sin svoger om at skabe en maskine, som ved hjælp af UVC-lys desinficerer indkøbskurve. Den første maskine er netop taget i brug i Dagli’Brugsen i Vester Nebel.
- Man fører sin indkøbskurv i maskinen, som så med UVC-lys desinficerer både håndtag og bunden af kurven. Og imens den kører igennem maskinen, spritter man lige hænderne af, hvorefter man kan tage indkøbskurven og få sig en meget mere sikker indkøbsoplevelse, forklarer brugsuddeler Kenneth Christensen til lokalavisen Egtved Posten.
Udenlandsk interesse
Maskinen med det internationalt klingende navn Zanizer har fået momentum, efter iværksætteren Henrik Hviid kom med ombord.
- Jeg synes, vi har fået lavet et fantastisk produkt, som er virkelig interessant. Jeg tror rigtig meget på Zanizer, og jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at sælge rigtig mange af dem. Vi har en forespørgsel fra udlandet på 1800 enheder, og der er forespørgsler fra Norge, Finland og Schweiz. Lad os se, om vi får landet nogle aftaler, men der er for mig ikke nogen tvivl om, at det her bliver stort, siger Henrik Hviid til JydskeVestkysten.