Dansk mode taber milliarder i salg
Den danske modebranche har allerede tabt omsætning for milliarder af kroner under coronakrisen.
Og som det ser ud lige nu, kan der gå et år eller to, før branchen er tilbage på samme niveau som før krisen.
Det vurderer interesseorganisationen Dansk Mode & Textil (DM&T), der er repræsentant for mere end 375 mode- og tekstilvirksomheder i Danmark.
Omsætning vil stige efter genåbning
Siden slutningen af sidste år har de danske myndigheder ellers været i gang med at vaccinere befolkningen mod coronavirusset. Forventningen er, at de, der måtte ønske det, kan være færdigvaccineret senest i starten af juli.
Men der kommer til at gå længere tid end bare til sommer, før omsætningen i den danske modebranche er tilbage på niveauet fra før krisen.
- Min forventning er, at omsætningen vil stige, når der bliver åbnet op. Men det ser jo ikke ud til, at der bliver åbnet op foreløbigt.
- Den her genåbning kan kun gå for langsomt for vores branche, siger Michael Hillmose, international chef og analyseansvarlig i DM&T.
Vinterkollektioner presser
I et forsøg på at mindske smittespredningen besluttede regeringen i december, at en del af de danske butikker skulle holde lukket for kunder.
Lige nu står de samme restriktioner til at gælde frem til 28. februar. Dermed kan butikkerne ende med at skulle holde lukket i to måneder.
Ifølge Michael Hillmose er mange af butikkerne i øjeblikket særligt presset af, at de ikke får solgt alt det vintertøj og de vinterkollektioner, som normalt ville blive afsat i løbet af vinteren.
Og hvis butikkerne ikke får solgt vintervarerne og i stedet brænder inde med dem, så risikerer butikkerne ikke at have penge til at købe nyt, lyder det.
- Det er en meget kritisk situation, som branchen står i i øjeblikket.
Ikke på sporet i år
- Jeg tror ikke, at vi kommer tilbage på fode i år. Der vil skulle gå et år eller to, før vi igen er på omdrejning med årene forinden coronakrisen, siger Michael Hillmose.
Ifølge en analyse, der bygger på tal fra Danmarks Statistik og svar fra DM&T's medlemmer, faldt omsætningen i den danske modebranche sidste år samlet med 7,9 procent til 42,2 milliarder kroner.
Ud over at det var et fald på 3,6 milliarder kroner i forhold til året før, så var det den laveste omsætning i en årrække for den danske modebranche.
/ritzau/