23948sdkhjf

Stor stigning i Fairtrade Bonus

Fairtrade-bønder og -plantagearbejdere har ifølge de nyeste tal modtaget 380 mio. kroner i Fairtrade Bonus i 2010. Det er en stigning på 22 % fra 2008.
Det går den rigtige vej for det, der er kernen i Fairtrade-systemet – nemlig de genererede Fairtrade Bonusser, som bønder og plantagearbejdere bruger på at forbedre arbejdsvilkår og levestandard for både dem selv, familien og lokalsamfundet.

Tallene for 2010 viser en stigning på 22 % - fra 315 mio. kroner i 2008 til 380 mio. kroner.

- Det er rigtig, rigtig mange penge, som salget af Fairtrade-mærkede varer genererer på et år. 380 mio. kroner kan gøre en mærkbar og langvarig forskel for bønderne og arbejderne i Afrika, Asien og Syd- og Mellemamerika. Alene det danske salg af Fairtrade-mærkede produkter i 2010 har bidraget med 5 mio. kroner til forbedring af leve- og arbejdsvilkår for bønder, plantagearbejdere, deres familier og lokalsamfundet – det kan vi godt være stolte over, forklarer Jonas Giersing, der er direktør for Fairtrade Mærket i Danmark.

I 2010 steg salget af Fairtrade-mærkede varer i Danmark med 15 %.

Kaffe og bananer giver mest
Der er især to produktkategorier, der genererer Fairtrade Bonus – nemlig kaffe og bananer, der uden sammenligning er de Fairtrade-certificerede bestsellere. De to kategorier alene udgør næsten 60 % af de genererede Fairtrade Bonusser.

Således har bønderne i kaffekooperativerne fået næsten 130 mio. kroner i Fairtrade Bonus i 2010, mens bønder i banankooperativer og arbejdere på bananplantager samlet har kunnet igangsætte Fairtrade Bonus-projekter for over 91 mio. kroner.

Kakao er højdespringer
Samtidig er salget af Fairtrade-dyrket kakao også steget, og det har betydet en stigning i genereret Fairtrade Bonus på 283 % - svarende til, at der er blevet udbetalt 33 mio. kroner til Fairtrade Bonus-projekter.

Et tal, der i øvrigt må forventes at stige, blandt andet takket være den nyligt indgåede aftale med Mars International. Mars International har forpligtet sig til fra 2020 udelukkende at aftage bæredygtige dyrket kakao til sin produktion af chokoladeprodukter.

Tallene dækker 96 % af certificerede producenter
Ovenstående tal er netop blevet offentliggjort i Fairtrade Internationals årlige impactrapport. Den er baseret på data indsamlet af FLO-CERT, der er den selvstændige kontrolvirksomhed, der udfører kontrolbesøg hos Fairtrade-producenter.

Rapporten dækker derfor 96 % af alle certificerede producenter, men nogle mindre råvarekategorier har ikke været mulige at medtage.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073