23948sdkhjf

Dagrofa om nyt samarbejde: Vi vil være forrest på området

Dagligvarekæden Dagrofa, som ejer butikskæderne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb, har indgået et strategisk samarbejde med Naturli’ Foods.

Den nye aftale giver butikkerne mulighed for at føre hele Naturli’s 42 varer store sortiment af plantebaserede føde- og drikkevarer.

- Der er flere årsager til samarbejdet. Vi kommer til at føre et større sortiment fra Naturli’, men det er lige så meget for at skabe innovation på området, forklarer Dagrofas kategoridirektør, Michael Christensen, og tilføjer, at udviklingen er drevet af kundernes efterspørgsel.

- Vi satser mere, når vi lancerer sammen

Med til samarbejdet hører også en ambition om at indgå i et aktivt partnerskab med producenten, uden at der bliver tale om et private label-samarbejde. Blandt andet vil Dagrofa agere testlaboratorium for nye produkter.

- På mere veletablerede områder kan vi godt være varsomme med at lancere noget, fordi der er risiko for, at det står og samler støv på hylderne. Her er vi langt mere offensive med at komme med nye produkter, siger Michael Christensen og uddyber:

- De krav, vi har til omsætningshastighed, er anderledes i dette samarbejde. Vi satser mere, når vi lancerer sammen; og der er opbakning ude i butikkerne til sparring.

Blandt andet vil butikkerne melde ind, hvad kunderne efterspørger, og som mangler i sortimentet, og så kan Dagrofa gå videre til Naturli’ med de nye input.

- Vi har defineret i Dagrofa, at vi vil være forrest på det plantebaserede område. Vi har brug for kompetencerne inden for produktudvikling, og Naturli’ er længst fremme, siger Michael Christensen.

Han peger eksempelvis på kolonialområdet, hvor der mangler tilbehør, så forbrugerne kan lave et rent plantebaseret måltid; lige som der også mangler et større udbud af veganske mejerivarer.

Adopterer Naturli’s markedsføring

Med det nye samarbejde bliver der skruet op for synligheden af Naturli’s varer i Dagrofa-butikkerne, blandt andet med nye udstillinger. Og mens Dagrofa byder ind med forslag og input til produktudvikling, har Natuli’ et veludbygget markedsføringsnet, især på nettet, som også kommer til at indgå i markedsføringen.

- Online er Naturli’ rigtig stærk, så nu kan vi målrette reklamer til butikkens lokalområde, hvor kunderne kan komme ind og få ikke kun varerne, men også inspiration til at anvende dem i madlavningen, forklarer Dagrofas kategoridirektør.

Udbredelsen af de nye produkter kommer i store træk til at følge økologitendensen. Der er stor forskel på Dagrofas butikker, både når man ser på kæderne og deres placeringer i landet. Det betyder, at fx de større butikker i byområderne vil føre fuldt sortiment, mens mindre butikker i landområderne har et mindre, skarpt tilrettet sortiment med mulighed for udvidelse, i takt med at plantetendensen breder sig.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Naturli’ Foods’ adm. direktør, Henrik Lund, men i en pressemeddelelse om det nye samarbejde udtaler han:

- Aftalen med Dagrofa er utrolig positiv, da de plantebaserede produkter kommer ud i alle hjørner af landet, hvor de er efterspurgte. 58 pct. af danskerne vil gerne spise mindre kød, så overalt er der en stor og voksende efterspørgsel efter plantebaserede fødevarer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.158