23948sdkhjf

Meny-chef sætter ord på abrupt afsked

Han har skabt sorte tal på bundlinjen for mange af sine købmænd og efterlader en dagligvarekæde i god form. Alligevel er Kenneth Holmen Pedersen færdig som kædedirektør i Meny.

Torsdag meddelte Dagrofa, der står bag Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb, at man skifter ud i topledelsen. Det betyder bl.a. et farvel til Kenneth Holmen Pedersen, der i fire år har stået i spidsen for Meny-kæden.

- Tiden er helt rigtig for mig til at kaste mig over nye og spændende udfordringer, og tiden er helt rigtig for Meny og Dagrofa til at give stafetten videre til næste strategiperiode og kædens videre rejse, skriver Kenneth Holmen Pedersen på LinkedIn.

Dagrofas koncernledelse består fremover af:

  • Tomas Pietrangeli, koncernchef
  • Henrik Christiansen, CFO
  • Richo Boss, kædedirektør, MENY
  • Kædedirektør, SPAR, Min Købmand og Let-Køb - vakant
  • Laura Marie Larsen, HR- direktør
  • Sune Vorre, IT- direktør
  • Mariam Skovfoged, kommunikationsdirektør
  • Michael Christensen, kategoridirektør
  • Niels Miles Frandsen, adm. direktør i Dagrofa Foodservice
  • Lars Arnløv Jørgensen, adm. direktør i Dagrofa Logistik

Afslørede store planer

Den nu forhenværende Meny-direktør meddelte for nyligt, at kæden både vil modernisere sine butikker, udvide sortimentet og åbne nye butikker.

Kenneth Holmen Pedersens plan ville de næste tre-fire år koste omkring en halv mia. kr., lød det. Men han får altså ikke lov til selv at føre den ud i livet.

Heller ikke selvom han ifølge koncernchef Tomas Pietrangeli efterlader ”en kæde i topform.”

- Vi skal inden længe i gang med at formulere og definere den næste del af vores strategiske rejse, og det er et passende tidspunkt at tilføre nye kompetencer, så vi står med det stærkest mulige hold, siger Tomas Pietrangeli.

Som ny kædedirektør for Meny er udpeget Richo Boss, der kommer fra en stilling som kædedirektør i Spar, Min Købmand og Let-Køb. En del af Dagrofa-koncernen, som er i gang med omfattende moderniseringer af et til dels støvet butiksnetværk.

Ydmyg arvtager

Kenneth Holmen Pedersen skriver på LinkedIn, at Meny er i kompetente hænder hos Richo Boss.

- Jeg er klar til at kaste mig over næste opgave, og det glæder jeg mig til, siger Kenneth Holmen Pedersen.

Meny har i alt 113 butikker, hvoraf to tredjedele er ejet af selvstændige købmænd. Den nye kædedirektør, Richo Boss, siger, at han går ydmygt til sin nye opgave.

- For mig er Meny det stærkeste fødevarekoncept i dansk dagligvarehandel med fantastiske købmænd, madarbejdere og bagland. Dette glæder jeg mig til at give mit bidrag til fortsat at udvikle, skriver Richo Boss på LinkedIn.

Udover rokaden blandt kædens direktører har Dagrofa skiftet ud på chefposten i Dagrofa Foodservice, der leverer mad til bl.a. hoteller og restauranter. Peter Bruun fratræder og erstattes af Niels Miles Frandsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093