Knoklede døgnet rundt og skabte en millionsucces: Vi har været pisseflittige
Hvordan skaber man på få år en af Danmarks mest succesfulde børnetøjsforretninger? Svaret er ikke ligetil, og at det skulle lykkes for parret Morten Grabowski og Ann-Louise Christine Aasted kan virke en smule modstridigt.
Med nyfødte tvillinger, natarbejde i politiet og lager i spisestuen har de undervejs skullet ofre meget og give afkald på en masse for at forfølge drømmen om et vaskeægte iværksætter-eventyr.
Nu sidder Ann-Louise Christine Aasted i en bil på vej til et kundemøde i Aarhus og skal svare på, hvorfor deres virksomhed Luksusbaby er blevet så stor en succes.
- Vi har været pisseflittige. Det er i bund og grund det, man vinder på. Hvis andre løber 100 kilometer i timen, skal du løbe 120, siger Ann-Louise Christine Aasted.
Livslinjen
Med kun en 9. klasses-eksamen i bagagen er Luksusbaby-stifteren et godt eksempel på, at fine uddannelsespapirer ikke er et must for at slå igennem som iværksætter. Man kan komme langt med flid, stædighed og passion.
På seks år har Ann-Louise Christine Aasted og Morten Grabowski skabt en hastigt voksende millionforretning med 140 ansatte og salg i både Danmark, Norge, Sverige, USA og Kina.
De er kommet langt, siden Ann-Louise Christine Aasted i 2014 begyndte at sælge baby- og børnetøj fra privaten. Luksusbaby er blevet et fuldtidsforetagende, og når året er omme, skal et spritnyt domicil på 4.000 kvm. gerne stå færdigt.
Undervejs har den nære kundeservice og webshoppen altid været livslinjen i Luksusbaby. Livechatten og telefonen er stadig åben fra kl. 7-23 alle dage.
- Vi har ikke været dovne. Hvem gider stå for kundeservice fra kl. 7-23 alle årets dage i tre år? Det er nok de færreste. Vi holder stadig aldrig helt fri. Og hvis der er mange pakker en søndag, tropper vi også op på lageret og hjælper til, siger Ann-Louise Christine Aasted.
At ramme forbrugernes smag
Høj arbejdsmoral gør dog ikke forskellen alene, hvis man vil sælge baby- og børnetøj for millioner.
- Vi har været dygtige til at ramme folks smag og spotte attraktive produkter før andre. Og så forsøger vi at støtte op om det lokale og lave velgørenhed. Det er noget, jeg som forbruger vægter – og derfor også vægter i min virksomhed, siger Ann-Louise Christine Aasted.
Størstedelen af kunderne hos Luksusbaby er mødre i alderen 24-42 år, fortæller hun. Det er i høj grad dem, der styrer børnegarderoben derhjemme. For år tilbage var bæredygtighed og økologi i højsædet, når der skulle købes børnetøj.
- Sådan er det ikke længere. I dag er f.eks. det meste bomuld økologisk, så det er der intet unikt i. Tendensen er, at det mere er funktionalitet, som kunderne vægter, siger Ann-Louise Christine Aasted.
Planer om flere butikker
Med 140 ansatte og over 1.000 ordrer hver dag er Luksusbaby en helt anden størrelse, end da den nybagte mor i 2014 fik en idé om at sælge babytøj, mens kæresten arbejdede som urobetjent.
At Luksusbaby har lavet en svensk og en norsk hjemmeside, er der ifølge Ann-Louise Christine Aasted ikke noget vildt i. Det var to oplagte markeder. Hun vil noget større.
Derfor er der også lavet en kinesisk udgave af Luksusbaby. Med succes. Snart er to kinesere ansat til at håndtere kommunikation med kunderne.
- På den anden side af corona vil vi også gerne have flere fysiske butikker. Drømmescenariet er én i hver af Danmarks største byer. Det giver en god synergi med vores webshop, og butikkerne skal helst være på mindst 400 kvm., siger Ann-Louise Christine Aasted.