23948sdkhjf

Supermarkeder pudser afstandsmærker fra foråret af

Nu skal danskerne igen holde to meters afstand til hinanden i det offentlige rum og i detailhandlen. Det er budskabet fra statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i Statsministeriet tirsdag eftermiddag.

- Vi skal igen holde to meters afstand mellem hinanden. Det gælder i dagligvarebutikkerne, når vi køber dagligvarer, men også i det offentlige rum, når vi møder hinanden på stien i skoven, sagde hun.

Det skærpede afstandskrav i detailhandlen svarer til anbefalingen, der gjorde sig gældende i foråret, da epidemien brød ud. Det siger kommunikations- og analysechef Lars Aarup fra Coop, der står bag blandt andet Kvickly og SuperBrugsen.

- Langt de fleste steder sidder afstandsmærkerne om to meters afstand stadig i gulvet, som også var rådet i marts. - Så det er lidt justeringer i forhold til, hvad vi allerede har. På den måde er det en opgave, som vi nok skal løse, siger han.

Nogle steder skal man også kigge på afstanden mellem kasselinjerne.

- Her kan det være, vi skal sætte nogle plastikskillevægge op. Det er noget af det, vi nu skal se på, siger Lars Aarup.

Øget afstandskrav

Det øgede afstandskrav får også betydning for antallet af personer, der maksimalt kan være i butikkerne på samme tid.

Der har hidtil været krav om fire kvadratmeter per kunde, men det ændres nu til 7,5 kvadratmeter per kunde. Det oplyser Erhvervsministeriet tirsdag aften til DR.

Der er udpeget særlige coronaansvarlige medarbejdere i butikkerne, som har til opgave at sørge for, at afstandskrav og hygiejneregler bliver overholdt.

I butikker, der er større end 2000 kvadratmeter, er der medarbejdere iført gule veste, som går rundt og holder øje.

Danskerne er generelt blevet bedre til at samle indkøbene til færre indkøbsture i løbet af ugen, lyder det fra Lars Aarup. Men vi kan blive endnu bedre.

- Herfra vil opfordringen være, at man handler alene, holder afstand og så tænker én dag længere frem, når man er afsted. Så vil vi samlet set få reduceret antallet af indkøbsture - til gavn for os alle.

Skærpelsen af afstandskravet gælder foreløbigt frem til 17. januar.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172