23948sdkhjf

Ejerfamilie afblæste historisk handel: Det havde været helt forkert

For to år siden kunne familierne Andreasen og Knudsen fra Rødovre være blevet milliardærer. De var få øjeblikke fra at underskrive den største handel i Danmarkshistorien med en enkelt ejendom.

Men få dage før juleaften blev salget af Rødovre Centrum, landets ældste og største shoppingcenter, afblæst. Nu kigger adm. direktør Jesper Andreasen tilbage.

- Vi ville gerne sælge. Det var familien helt indstillet på. Men når man ser resultatet af forhandlingerne, som sluttede brat, ærgrer jeg mig ikke. Jeg er faktisk glad for, at vi ikke sagde ja. Det havde været den helt forkerte retning for centret, siger Jesper Andreasen.

  • Rødovre Centrum åbnede i 1966 som Danmarks første overdækkede indkøbscenter - og Nordeuropas største af sin slags.
  • I dag byder centret på blandt andet 160 butikker, biograf, fitness og restauranter.
  • Målt på antal butikker er Rødovre Centrum landets største.
  • Centret er fortsat ejet af familierne Knudsen og Andreasen.

Handlen, der faldt til jorden

Da ejerfamilien i 1991 ville have ham til at overtage posten som direktør for Rødovre Centrum efter moren, sagde han, at han kun blev hængende i fem år. Så ville han tilbage til finansbranchen. Det er nu 30 år siden.

Jesper Andreasen – der med egne ord havde en bankdirektør i maven – er fortsat øverste ansvarlig for Rødovre Centrum. Men han holder ikke for evigt.

De to ejerfamilier havde besluttet at sætte livsværket til salg, fordi ingen i næste generation har lysten eller evnerne til at overtage ledelsen. Derfor var det bedre at sælge hele familieforetagendet.

Men kort tid inden handlen med en potentiel køber skulle skrives under, skete der pludselig noget. Køberen skiftede mening og ville nu lave aftalen som en ejendomshandel og ikke en virksomhedshandel.

Det betød, at den udskudte skat på 410 mio. kr., som ejerfamilierne havde stående i selskabet, ikke længere var en del af handlen. Den udskudte skat blev familierne efterladt med – og det ønskede de ikke. Derfor faldt handlen til jorden.

Den afblæste handel havde ifølge Berlingske en samlet værdi til mellem 4 og 5 mia. kr. Altså den potentielt største handel med én ejendom herhjemme nogensinde. Centret kommer nok ikke til salg igen.

- Det har jeg svært ved at forestille mig, siger Jesper Andreasen.

En direktør udefra

Den snart 60-årige centerdirektør bliver dog ikke siddende livet ud. Ej heller 10 år mere. Derfor skal der findes en løsning på det ledermæssige generationsskifte.

- Det bliver ikke i familien. Ingen i næste generation har lysten og evnerne til at tage over, så det bliver en person udefra. Det ligger fast nu, siger Jesper Andreasen.

For et år siden ansatte Rødovre Centrum en økonomidirektør til at aflaste Jesper Andreasen. Det har hjulpet på energien, siger han. Men han slipper ikke tøjlerne, før der er ro om Rødovre Centrum, og verden igen er nogenlunde normal.

- Det er ikke surt at drive et center, som har været i familiens eje i 54 år. Det er en fornøjelse, og det er noget, der gør mig stolt, siger Jesper Andreasen.

Danmarks største shoppingcentre målt på antal butikker:

Rødovre Centrum: 160

Rosengårdcentret: 141

Field's: 127

Kolding Storcenter: 108

Waves: 107

Lyngby Storcenter: 104

Fisketorvet: 98

Bruun's Galleri: 86

HerningCentret: 83

Frederiksberg Centret: 82

Kilde: ICP og Retail Institute Scandinavia.

Tunge overvejelser

Han er nærmest født og opvokset i Rødovre Centrum, som blev bygget i 1966 af hans morfar, Aage Knudsen. Det var det første overdækkede indkøbscenter herhjemme og Nordeuropas største af sin slags.

Siden har centret undergået store renoveringer og udvidelser. I dag består det af 160 butikker, biograf, fitness, legeland, lægeklinikker, bowlinghal, restauranter og caféer. Den årlige omsætning i centret er på cirka 2,3 mia. kr.

Forud for planerne om at sælge centret var gået en lang og følelsesmæssigt tung overvejelse i familien om, hvem der skulle tage over efter Jesper Andreasen som direktør.

På samme måde var det også følelserne – og ikke kun pengene – der rådede, da familien i sidste øjeblik afblæste salget.

- Den nye ejer ville skære til alle vegne for at optimere driften. Det er ikke altid sundt. Vi driver ikke centret ud fra et Excel-ark. For os er lokalsamfundet vigtigere. Det gode samarbejde med kommunen. Gratis parkering. Masser af blomster og bænke. Pengene skal nok blive tjent, hvis man behandler kunderne ordentligt, siger Jesper Andreasen.

Tre generationer

Rødovre Centrum har 16 ejere og 14 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den snart 90-årige Svend Wilkens Knudsen er alderspræsident. Tre generationer varetager familiens interesser i bestyrelsen.

Jesper Andreasen tror, at stifter Aage Knudsen havde været stolt, kunne han se centret i dag. Rødovres borgmester kaldte det ”et chok,” da familien i sin tid annoncerede planerne om at sælge centret.

Lige så stor var lettelsen, da salget faldt til jorden.

For at understrege ejerfamiliens betydning for Rødovre får Aage Knudsen snart opkaldt en vej efter sig. Aage Knudsens Strøg i en ny kommende bydel.

- Det betyder noget, siger Jesper Andreasen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188