23948sdkhjf

Iværksættere kendt fra Løvens Hule: Prisen er afgørende

Hvordan skaber man en sund forretning ved at sælge varer via en webshop? Det er der mange svar på, men en af de vigtigste nøgler til succes er, at man sælger til de rigtige priser.

Det har tvillingebrødrene Kasper og Mikkel Dissing i hvert fald erfaret.

I 2014 begyndte de at sælge ure online via webshoppen Ditur.dk. I efteråret 2019 blev de landskendte gennem tv-programmet Løvens Hule. Og i dag driver de en virksomhed med 30 ansatte og salg i både Danmark og Norge.

- Fokus på prisfastsættelse kan være afgørende for, at man overhovedet kan komme i gang med en webshop. Man kan brænde fingrene ved at sætte priserne forkert. Både hvis man sætter priserne for højt, og hvis man sætter dem for lavt, siger Kasper Dissing.

Fingeren i luften

Da Kasper og Mikkel Dissing startede Ditur.dk i 2014, tog de udgangspunkt dels i deres produkter og ønskede avancer, dels i konkurrenternes priser.

- Lidt forenklet sagt lavede vi en ”fingeren-i-luften”-vurdering, hvor vi spurgte os selv, hvad vi selv ville give for det ur, vi skulle fastsætte prisen på. Vi tog ikke højde for, hvilket træk de givne produkter havde på omkostninger til reklamationer, kundeservice, fragt og håndtering af returvarer, fortæller Kasper Dissing.

Med en erhvervsøkonomisk uddannelse i bagagen har Kasper Dissing større viden om prisfastsættelse end de fleste. Men én ting er lærebøgernes teorier, noget helt andet er at finde ud af, hvad varerne skal koste i praksis.

- Vi har f.eks. et ur, som vi tager 1.495 kr. for. Måske kan det samme ur også sælges til 1.995 kr. Men hvis vi nu sætter prisen til 995 kr., vil det måske sælge dobbelt så meget. Eksemplet viser, hvor svært og komplekst det er at prissætte i praksis, siger Kasper Dissing.

En undervurderet disciplin

Hos konsulenthuset Simon-Kucher & Partners kan partner Nicolai Broby Eckert udmærket genkende fortællingen om den første periodes lidt håndholdte tilgang til prissætning fra andre startup-virksomheder.

- Kasper og Mikkel Dissing er faktisk mere opmærksomme på vigtigheden af en god prisstrategi end mange andre. Generelt er prissætning en undervurderet disciplin. Og det kan virkelig undre, at virksomheder ofte fokuserer så lidt på, hvad deres produkter skal koste, for en gennemtænkt og målrettet prisstrategi kan være den korteste vej til øget indtjening, siger Nicolai Broby Eckert.

Ditur.dk tjente i 2019 knap 3 mio. kr. efter skat. I ejerkredsen er - udover tvillingebrødrene - Jesper Buch og Coolshop-medstifter Jacob Risgaard.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109