Tilbudskrig optrappes på mobilen
Discountkæden Kiwi Minipris lancerer nu sin helt egen app og slutter sig dermed til den online tilbudskrig.
App'en er udviklet af mediabureauet IUM’s digitale konceptafdeling Marvelous.
- Noget af det særlige ved denne app er, at den har en indbygget prisscanner, så du kan finde prisen på den vare, du står med i hånden. Den gælder også i andre supermarkeder, så du eksempelvis kan stå i Føtex, scanne en vare og finde ud af, hvad den koster i Kiwi, siger Christian Strand, der er Chief Innovation Officer i mediabureauet IUM.
Som det første i Danmark
Appen gør det også muligt for brugeren at scanne varer direkte til indkøbssedlen. Samtidig har den en helt unik feature.
- Herudover har vi bygget Kiwi’s klubkort ind i app’en, så Kiwi-kunder kan gøre sig uafhængige af plastikkortet og have alt på mobilen. Det er første gang i Danmark, fortæller Christian Strand.
Kilde: Markedsføring Online