Cykelhandler bruger pakkekaos som reklamesøjle
Nethandlen boomer, og det har fået flere tankstationer og kiosker til at bede kunderne om hjælp til hurtig afhentning, så der er plads til de indkommende mængder.
Men ikke alle ser pakker som en belastning. Hos Cykelskrædderen i Holmegårdscentret i Kokkedal har indehaver Mehmet Serbest valgt at indrette en del af forretningen, så han hurtigt og nemt kan opbevare og udlevere pakker. Det skriver lokalmediet sn.dk.
Udleveringsstederne tjener typisk 5-8 kroner per pakke, men pakkeudleveringen er ikke en direkte guldgrube for cykelhandleren.
– Folk bliver opmærksomme på min butik, når de får en besked om, at de kan hente deres pakke hos mig. Det får folk ind i min forretning, og på den måde ser de mit udvalg af cykler, og flere af dem kommer så igen, siger Mehmet Serbest til sn.dk.