23948sdkhjf

Efter 70 år: Ikea dropper kataloget helt

Efter 70 år er det fra 2021 slut med at bladre igennem Ikeas årlige katalog. Det oplyser Ikea i en pressemeddelelse.

Sidste år var det slut med at få sendt kataloget ud med posten, og nu droppes det helt både som fysisk udgave i butikkerne og som onlinekatalog.

- Efter en æra på 70 år har vi besluttet at gå videre i teksten og sige: Nej, vi vil ikke printe kataloget fremadrettet, og vi vil heller ikke lave en digital version, siger Konrad Gruss, administrerende direktør i Inter Ikea Systems, til nyhedsbureauet AFP.

Interessen for kataloget har over de seneste år været faldende, mens Ikea har investeret mere og mere i digitalisering, uddyber Konrad Gruss i pressemeddelelsen.

Han kalder det "en følelsesladet, men meget rationel beslutning".

Beslutningen har været undervejs i flere år. Ifølge Konrad Gruss har coronapandemien muligvis været med at fremskynde beslutningen, der ellers kunne være sket i eksempelvis 2022 eller 2023.

I 2019 steg den svenske møbelgigants onlinesalg med 45 procent på verdensplan, og netop på onlinedelen vil Ikea nu i endnu højere grad fokusere kræfterne. Ikeas hjemmeside havde i 2019 over fire milliarder besøgende.

Det første Ikea-katalog blev trykt i 285.000 eksemplarer i 1951 på svensk. Kataloget toppede i 2016, hvor der blev distribueret 200 millioner eksemplarer i 69 forskellige udgaver til 32 lande. Siden 2000 er kataloget også udkommet i en digital version.

Ikea har tænkt sig at hylde kataloget i efteråret 2021 med en bog, der vil være tilgængelig i butikkerne med boliginspiration og viden. Den første af de fem danske Ikea-butikker åbnede i 1969.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.115