De små dagligvarekæder bider fra sig
Husker du Dreisler Storkøb, Jaco, ISO, Prima og Favør? Alle sammen mindre dagligvarekæder, som gennem årene er blevet slugt eller solgt og dermed fjernet fra det danske landkort.
Men selvom en håndfuld store milliardkoncerner i dag sidder tungt på dansk dagligvarehandel, holder nogle få mindre kombattanter endnu stand. Og de er klar til at gå til angreb.
Den familieejede Løvbjerg-kæde med 14 butikker i Jylland og én på Fyn melder om rekordvækst og vil nu opføre sin første nye butik i mere end et årti. ABC Lavpris-kæden, der i mange år har været en guldrandet forretning for den diskrete ejerfamilie, er også på vej med en ny butik.
- Det er flot, at to selvstændige, familieejede kæder kan klare sig i et så hårdt marked. Det vidner om godt købmandskab, siger Henrik Libak, der er tidligere direktør i Dansk Supermarked og i dag driver konsulentfirmaet Libak Retail.
En vinderopskrift
Dagligvarebranchen er kendetegnet ved høj butikstæthed, stor konkurrence og små marginer. Kampen om kunderne er hård, og koncerner som Salling Group og Coop, der tilsammen sidder på over 60 pct. af markedet, investerer milliarder af kroner i e-handel, digitale tiltag og nye kædekoncepter.
Men coronakrisen har også blotlagt en tendens, som allerede inden pandemiens komme var begyndt at vise sig. De lokale købmænd er i flere små byer på vej tilbage med hjælp fra borgerne. Kæder som Min Købmand, Letkøb og Dagli’Brugsen oplever igen fremgang. Danskerne handler i højere grad lokalt.
Både Løvbjerg og ABC Lavpris markedsfører sig som en hybrid mellem klassiske supermarkeder og discountbutikker. Det vil sige prisbillige butikker med kvalitet.
- Når man kombinerer det med lokal forankring, har man fat i noget. En mindre kæde kan nemmere og hurtigere tilpasse sine butikker lokalt og skræddersy sit sortiment. Der er en større grad af agilitet end hos de store kæder, siger Henrik Libak.
Købmandsenken
Til gengæld er de mindre dagligvarekæder mere sårbare, vurderer han. De har ikke et kæmpemæssigt bagland eller en milliardstor pengetank bag sig. Dårlige beslutninger kan få større konsekvenser.
Den 89-årige købmandsenke Ida Jacobsen – også kendt som Fru Jacobsen af ansatte og bekendte – er den seneste i rækken, som har ladet sin dagligvarekæde blive opkøbt. Sidste år overtog Salling Group de fire sidste lejemål, som Ida Jacobsens supermarkedskæde Jaco Supermarkeder havde tilbage i porteføljen.
Ida Jacobsen har styret Jaco-koncernen, siden hendes mand Carl Børge Jacobsen døde i 1988. Ved udgangen af 1990’erne bestod koncernen af fem Jaco-supermarkeder og 39 Alta-discountbutikker.
Nu er der ingen tilbage.
Solstrålehistorien
I Videbæk tæt på Ringkøbing Fjord bor en købmandsfamilie, der i mange år har trodset giganterne og tjent millioner. De to grene af Tobiasen-familien ejer hver halvdelen af ABC Lavpris-kæden. En af de helt store solstrålehistorier i dansk dagligvarehandel.
På 10 år har ejerfamilien bag ABC Lavpris tjent over 300 mio. kr. Omsætningen i kædens butikker overstiger 1,3 mia. kr. årligt, og snart åbner butik nummer 15.
ABC Lavpris kalder sig et lavprissupermarked med et stort varesortiment, fokus på frugt og grønt og ofte helt lokale produkter på hylderne. En familieejet kæde, der er sin egen, både hvad angår sortiment, udtryk og måde at anskue tingene på.
Men ejerfamilien optræder nærmest aldrig i medierne. Direktør Ejvind Okholm sjældent. Han skriver i en mail, at han ikke har tid til et interview.
Heldigvis vil kollegaen Jesper Due, der er adm. direktør i Løvbjerg, gerne sætte ord på, hvorfor han tror, at både ABC Lavpris og Løvbjerg klarer sig godt.
- Jeg tror, at vi begge har fundet ud af, at vi ikke skal drive supermarked på de stores betingelser. Prøver vi at være lige så gode som dem på alt det, de er bedst til, taber vi. Vi skal spille på nogle andre ting. Den lokale købmand og den lokale forankring, siger Jesper Due.
Kæde med underskud
Mens ABC Lavpris og Løvbjerg tjener millioner, kæmper en anden familieejet kæde med underskud. I Kolding driver søskendeparret Vivi Bo Gregersen og Michael Bo Christensen Liva Stormarked.
Kædens to supermarkeder tabte i seneste regnskabsår, der løb til udgangen af september 2019, godt to millioner kroner. Også året før var der underskud.
Liva Stormarked blev grundlagt i 1968 af Lissy og Vagner Bro Christensen. Dengang var Liva et af de første supermarkeder i Kolding. I dag er de to Liva-forretninger byens eneste købmandsejede supermarkeder, der ikke er medlem af en landsdækkende kæde.